Elektriciteten
En Skildring af dens Frembringelses- og Virkemaader og af dens Anvendelser i det praktiske Liv med særlig Hensyn til den historiske Udvikling samt til de seneste Aars Opdagelser
Forfatter: K. Prytz
År: 1884
Forlag: P.G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 496
UDK: 621.30 Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000051
Efter de nyeste og bedste Kilder populært fremstillet. Med 231 oplysnde afbildninger i Træsnit.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
234
Farten paa den elektriske Bane.
omtrent 9000 Pund. Der var anbragt 50 Akkumulatorer under
Sæderne; hver af dem vejede omtrent 72 Pund. Naar de vare fuldt
ladede, kunde de trække Vognen fuldt besat med Passagerer i 7 Timer.
Kraften kunde afpasses efter Omstændighederne (Passagerernes Antal,
om det gik op eller ned ad Bakke) ved at bruge flere eller færre af
de medtagne Akkumulatorer. Der var anbragt to elektriske Lamper
indvendig og to udvendig, som bleve tændte ved Akkumulatorernes
Strøm, naar det behøvedes.
Akkumulatorerne ere i flere Henseender fordelagtige at bruge
til Vogndrift. Man slipper for de lange Ledninger langs Banen.
Kraftmaskinen, som tilvejebringer Elektriciteten, behøver ikke at være
i Arbejde netop til de Tider, da Vognene gaa; man kan derfor lettere
"benytte sig af forhaandenværende Kraftkilder. Som ved ovennævnte
Sporvogn kan Kraften let reguleres ved Brug af flere eller færre
Akkumulatorer. Den væsenligste Mangel ved disse er deres store
Vægt. De veje omtrent lige saa meget som Vognen, de skulle drive.
Bekostningen ved deres Brug er man vel næppe endnu klar over.
Naar den elektriske Jærnbanevogn faar sin Elektricitet fra en
Ledning langs Banen, da vil Strømmen blive svagere, efterhaanden
som Vognen fjærner sig fra Kilden, da den faar bestandig større
Ledningslængde at gjennemløbe. Skal dette ikke faa for stor Ind-
flydelse paa Farten, kan den Strækning, der forsynes fra en en-
kelt Kraftmaskine, ikke gjøres meget stor. Paa lange Baner maa
man derfor have en Drivkraft virkende paa flere Steder, hvad der
naturligvis bidrager til at indskrænke Elektricitetens Anvendelse. Det
har sine Vanskeligheder at lade to adskilte Vogne eller Tog kjøre
efter hinanden paa en Strækning, der forsynes med Strøm fra samme
Dynamomaskine. Det vil strax mærkes paa Farten af et Tog, om
et andet sættes i Gang foran eller bagved og saaledes tager sin Del
af Kraften. Ganske vist kan den primære Maskine bringes til at yde
mere i saadant Tilfælde (tildels vil den gjøre det af sig selv), men
Fordelingen af Kraften til de to Tog vil ikke blive ligelig, idet det