Elektriciteten
En Skildring af dens Frembringelses- og Virkemaader og af dens Anvendelser i det praktiske Liv med særlig Hensyn til den historiske Udvikling samt til de seneste Aars Opdagelser

Avtomatisk Udførelse af Musikstykker. 249 ning. Hertil høre mange elektriske Lamper, Strømregulatorer, selv- virkende Slrømafbrydere o. s. v. For det andet maa her nævnes de forskjellige Apparater, man har til Udmaaling af de elektriske Virk- somheders Styrke, og som næsten alle bero paa, at Virksomheden gjøres synlig ved en Bevægelse, den fremkalder. Hensigten med alle disse Apparater henviser dem imidlertid til andre Afsnit, hvor de derfor ville blive omtalte. Her skal blot omtales nogle Maskiner, hvor den elektriske Bevægkraft har faaet ganske særlige Opgaver at løse. Paa Pariserudstillingen i 1881 blev der forevist flere Maskiner, som avtomatisk kunde spille et hvilketsomhelst Stykke paa et Taste- instrument. Dette bliver muligt ved at man opskriver Musikstykket paa en saadan Maade, at Skrifttegnene for Noderne kunne give Impulsen til den Kraft, som anslaar Tasten. Denne Kraft kan enten være Lufttryk eller Elektromagnetisme, som sættes i eller ud af Virk- somhed, det første, ved at Spjæld aabnes eller lukkes, den sidste, ved at elektriske Strømme sluttes eller afbrydes. Musikstykket opskrives paa et langt Baand af Papir, der er bredt nok, til at hver Taste kan faa sin Linie; Nodeskriften i hver Linie er dannet af kortere eller længere Huller, som ere udhuggede i Papiret. Hver Taste har end- videre sit Anslagsorgan, som stryger hen ad den tilsvarende Linie i Papiret, naar dette vikles af den Valse, hvorpaa det i Forvejen er bleven oprullet. Bruger man Elektriciteten som Anslagskraft, bestaar Anslags- organet af en Slags ganske lille Telegrafnøgle (S. 75). Saalænge Nøglen stryger hen over Papiret, holder dette de to Kontakter (d og s i Fig. 44) adskilte, saa at der ingen Strøm og altsaa heller ingen Tone fremkommer. Men naar et af Hullerne i Papiret kommer for, slipper den bevægelige Kontakt igjennem, Strømmen sluttes, og en Elektromagnet trykker Tasten ned. Tonen vil derfor lyde saa lang en Tid, som det gjeunemhuggede Stykke af Tastens Linie paa Papiret er om at gaa forbi Kontakten, og den lyder ikke igjen, før det næste Hul i Linien kommer for. Ved at anbringe Hullerne i passende indbyrdes Afstande kan man faa Tonerne frem i den Orden, hvori de vilde fremkomme, hvis Stykket blev spillet med Fingrene, og den forskjellige Varighed kan