Elektriciteten
En Skildring af dens Frembringelses- og Virkemaader og af dens Anvendelser i det praktiske Liv med særlig Hensyn til den historiske Udvikling samt til de seneste Aars Opdagelser

256 Aktion og Reaktion. derfor et paaviseligt Tryk eller Træk, som har til Følge, dels at det flytter sig, og dels at det lider en Forandring i sin Form eller Stør- relse (bøjes, vrides, strækkes eller sammentrykkes). Ofte er denne Forandring saa lille, at den ikke kan iagttages, men den finder altid Sted. Legemet modsætter sig altid en saadan Forandring paa Grund af sin Større eller mindre Spændighed, det vil sige, at det øver et Modtryk paa det Legeme, gjennem hvilket Kraften trykker paa det eller trækker i det. Heraf fremgaar den bekjendte Grundlov i Na- turen, at der til ethvert Tryk (Aktion) svarer et Modtryk (Reaktion). En nærmere Betragtning af Sagen viser tillige, at Aktion er lig Reaktion, de to Tryk ere lige store. Vinder det paavirkede Legeme i Bevægelse, vil man derfor altid kunne paavise, at det paavirkende lider et tilsvarende Tab i Bevægelse. Sammenligne vi hermed de bevægende Kræfter, som udgaa fra elektriske eller magnetiske Legemer, da finde vi, at de ikke behøve at røre ved. andre Ting for at sætte dem i Bevægelse, og man kan heller ikke opdage noget Baand. eller Mellemled, der forbinder det, som virker, med det, som paavirkes. Lægger man et Stykke Jærn paa et svømmende Stykke Træ og holder en Magnet i Nærheden, da trækker denne Jærnet hen imod sig lige godt, enten der kun er Luft imellem, eller om man holder Plader af Træ, Kobber eller Glas imellem. Man kan derfor vanskelig forestille sig, at den Virk- somhed, som udgaar fra Magneten og paavirker Jærnet, bruger de mellemliggende synlige Legemer for at komme frem, saaledes som Haandens Kraft kan bruge en Snor som Mellemled for at faa en Byrde hævet, eller som Lyden bruger Luften for at komme frem, fra Lydgiveren til det Øre, den rammer. Paa den anden Side er det ligesaa vanskeligt at forestille sig, at Magnet og Jærn skulle kunne have noget med hinanden at gjøre, naar der ingensomhelst legemlig Forbindelse var mellem dem, hvorigjennem Kraften ledes, og dog synes det saa, thi Virkningen er den samme gjennem det mest luft- tomme Rum, man kan tilvejebringe, som gjennem faste Legemer. For at løse denne Modsigelse har man været nødt til at antage, at der existerer et Stof, som mangler de Egenskaber, der kunne bringe det i Forhold til vore Sandser, og som er tilstede overalt baade i de