Elektriciteten
En Skildring af dens Frembringelses- og Virkemaader og af dens Anvendelser i det praktiske Liv med særlig Hensyn til den historiske Udvikling samt til de seneste Aars Opdagelser

270 Den elektriske Lysbue. sender et glimrende Lys, hvori der spores den mest levende Virk- somhed. Metallet smelter, fordamper og føres over fra den ene Stang til den anden. Disse fortæres derfor snart og bringe saaledes Virkningen til at ophøre. For at forklare Grunden til dette af Englænderen Davy i Be- gyndelsen af dette Aarhundrede opdagede Fænomen, maa det for det første oplyses, hvorledes Elektriciteten bliver i Stand til at fortsætte sin Bevægelse gjennem Luften, der ellers optræder som saa slet en Leder, at selv et yderst tyndt Lag af den kan forhindre Strømmen fra et kraftigt Batteri i at komme i Gang. Dernæst maa det vises, hvorfor der sker en saa stærk Ophobning af Varme, at selv Platinet — et af de mest ildfaste Metaller — smelter, ja fordamper derved. De to Ting staa i nøje Forbindelse med hinanden. I det Øjeblik Stængerne skilles ad, danner der sig den før omtalte Gnist; det vil sige, at Elektriciteten, paa Grund af at den i Forvejen er i stærk Bevægelse, faar Kraft til at gjennembryde det første tynde Luftlag. Paa Grund af den store Modstand, som den her overvinder, afsætter den en forholdsvis stor Mængde Varme; Metaldele og Luft komme derfor i Glød i Mellemrummet mellem Stængerne; men herved er Vejen banet for den efterfølgende Elektricitet, idet stærkt ophedet Luft er en bedre Leder end kold Luft, især naar den er blandet med Metaldampe. Hvis nu den efterfølgende Elektricitet er i Stand til at afsætte tilstrækkelig Varme (altsaa hvis den kommer fra et tilstrækkelig kraftigt Batteri), til at holde Mellemrummet mellem Stængerne i samme Tilstand af intensiv Ophedning, som det oprindelig blev sat i ved Gnisten, er der aabenbart en Mulighed for, at Virkningen kan fortsættes, idet hver Elektricitetsmængde, som slipper igjennem, holder Vejen ryddelig for den næste. Med 600 Bunsenske Elementer kunde Despretz fjærne to Kul- stænger, mellem hvilke han dannede en Lysbue, over 6 Tommer fra hinanden, uden at Lyset slukkedes. En saadan langstrakt Flamme vil, hvis Stængerne ligge vandret, bue sig stærkt opad som Følge af den opad gaaende Luftstrøm, som Varmen frembringer. Heraf har Flammen faaet Navnet Lysbue. Har man blot en Gang gjort