Elektriciteten
En Skildring af dens Frembringelses- og Virkemaader og af dens Anvendelser i det praktiske Liv med særlig Hensyn til den historiske Udvikling samt til de seneste Aars Opdagelser

Forfatter: K. Prytz

År: 1884

Forlag: P.G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 496

UDK: 621.30 Gl.

DOI: 10.48563/dtu-0000051

Efter de nyeste og bedste Kilder populært fremstillet. Med 231 oplysnde afbildninger i Træsnit.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 508 Forrige Næste
Knlstænger. 271 Mellemrummet for stort og derved for et Øjeblik standset Strømmen, kommer denne ikke igjen, før man atter har ført Metalstængerne helt sammen. Afbryder man Strømmen paa anden Maade, slukkes Lyset næsten strax. Det kan dog holde sig en ganske kort Tid; thi hvis Strømmen atter sluttes efter Forløbet af en lille Brøkdel af et- Sekund, vedbliver Flammen at brænde, uden at man behøver paany at bringe Stængerne sammen. Skjønt Luftlaget mellem Stængerne er bleven passabelt for Bat- teriets Elektricitet, møder denne dog en stor Modstand paa sin Gang derigjennem; en endnu langt større Modstand møder Strømmen ved sin Overgang fra Luft til Metal. Af disse Grunde sammentrænges der en saa stor Mængde Varme paa det lille Mellemrum mellem de to Stænger, at Varmegraden dér bliver langt højere, end man paa nogen anden Maade kan frembringe den. Kullets Evne til at modstaa Varmen i Forbindelse med dets Evne til at lede Elektriciteten kommer ogsaa her til Nytte. Metal- stænger, mellem hvilke man frembringer den elektriske Lysbue, ville hurtigt fortæres, fordi de forholdsvis let smelte og fordampe. Kullet derimod er usmelteligt og fordamper først ved meget høje Varme- grader. Naar man' derfor bruger Kulstænger, vil Lysbuen kunne vare længe, og især fra Endepunktet af den Stang, som fører positiv Elektricitet, vil der som Følge af den særdeles høje Varmegrad udgaa et Lys, som kun staar tilbage for Sollyset i Klarhed. Skjønt det gaar langsomt, fortæres dog Kulstængerne efter- haanden. Da Mellemrummet derved voxer, vil det efter nogen Tid blive for stort til, at Strømmen kan holdes gaaende. Lyset vil der- for slukkes, hvis man ikke bestandig sørger for at skyde Kulstængerne sammen, efterhaanden som de fortæres, saa at Afstanden mellem deres Spidser holdes omtrent uforandret. Grunden til at de fortæres, er dels, at Elektriciteten løsriver og fordamper Dele af dem, dels skyldes det ligefrem Forbrændingen i Luften. I lufttomt Rum hindres Forbrændingen, hvorfor Kullet ogsaa fortæres langsommere. Medens enhver anden Flamme vilde slukkes, naar man tog Luften om den bort, brænder den elektriske Lysbue meget godt i en Glasklokke, hvoraf man har pumpet Luften ud. Dens Varme er jo