Elektriciteten
En Skildring af dens Frembringelses- og Virkemaader og af dens Anvendelser i det praktiske Liv med særlig Hensyn til den historiske Udvikling samt til de seneste Aars Opdagelser
Forfatter: K. Prytz
År: 1884
Forlag: P.G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 496
UDK: 621.30 Gl.
DOI: 10.48563/dtu-0000051
Efter de nyeste og bedste Kilder populært fremstillet. Med 231 oplysnde afbildninger i Træsnit.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Foucaults Regulatorlampe.
319
magnet et Steds i Lampen. Naar Strømmen kommer, sendes den
ind i Elektromagnetens Traad og gaar derfra uhindret gjennem Kul-
stængerne, da disse jo røre hinanden. Elektromagneten har til første
Opgave at foranledige ved sin Tiltrækning den. øverste Kulstang
hævet op fra den nederste. Herved bliver, som det blev sagt
S. 270, Lysbuen dannet. Det er imidlertid indrettet saaledes, at
Elektromagneten først bliver stærk nok til at foranledige Stangen
hævet, naar Strømmen har den Styrke som Lyset kræver for at
brænde godt. Kommer en saadan Strøm, vil den øverste Kulstang
snart være hævet saa meget, som Lysbuen skal være lang (1—2
Linier). Det varer imidlertid ikke længe, før Afstanden mellem
Kullene begynder at blive for stor, fordi disse fortæres; Strømmen
faar derved en længere Vej at gaa mellem Stængerne, hvor den
møder større Modstand, end den først forefandt. Uden at Lyset der-
for slukkes, bliver Strømmen og med den Elektromagneten svagere.
Den sidste slipper da sit Tag i den øverste Kulstang, som nu lang-
somt falder, indtil Lysbue og Strøm naa deres rette Størrelse. Da
faar Elektromagneten atter Kraft nok til at fastholde Kullet, indtil
Afstanden paa ny er bleven for stor. Paa denne Maade kan Lampen
vedblive at lyse med næsten uforanderlig Styrke, til alt Kul er
for tæret.
I Foucaults Lampe Fig. 162 sættes Kulstængerne i Bevægelse
af Urværket B, idet Hjulet L‘ griber ind i to Tandstænger, hvoraf
den ene D bærer den positive Kulstang, som her er nederst, medens
den anden er forbunden med en rund Stang, som glider i Hylsteret 77,
og ved en Arm, som fører ud til Siden, bærer den negative Kulstang.
Gaar L‘ rundt fra højre til venstre, ville Stængerne gaa sammen,
medens den modsatte Omdrejning vil fjærne dem fra hinanden. Ur-
værket er forsynet med to Fjedre, hvoraf den ene virker paa Hjulet L
og vil fjærne Stængerne, medens den anden, virkende paa L‘, vil
nærme dem til hinanden. Den første af disse er den stærkeste. De
kunne hver for sig stoppes, ved at Spærhagen t paa Enden af Vægt-
stangen T griber ind i et af Hjulene o eller o1. Stopper man Fjedren
L, medens L' er fri, vil den sidste føre Stængerne mod hinanden.
(Da L og L‘ ere. Led af det samme Urværk, skulde man vente, at det