Elektriciteten
En Skildring af dens Frembringelses- og Virkemaader og af dens Anvendelser i det praktiske Liv med særlig Hensyn til den historiske Udvikling samt til de seneste Aars Opdagelser

Foucaults Regulatorlampe. 319 magnet et Steds i Lampen. Naar Strømmen kommer, sendes den ind i Elektromagnetens Traad og gaar derfra uhindret gjennem Kul- stængerne, da disse jo røre hinanden. Elektromagneten har til første Opgave at foranledige ved sin Tiltrækning den. øverste Kulstang hævet op fra den nederste. Herved bliver, som det blev sagt S. 270, Lysbuen dannet. Det er imidlertid indrettet saaledes, at Elektromagneten først bliver stærk nok til at foranledige Stangen hævet, naar Strømmen har den Styrke som Lyset kræver for at brænde godt. Kommer en saadan Strøm, vil den øverste Kulstang snart være hævet saa meget, som Lysbuen skal være lang (1—2 Linier). Det varer imidlertid ikke længe, før Afstanden mellem Kullene begynder at blive for stor, fordi disse fortæres; Strømmen faar derved en længere Vej at gaa mellem Stængerne, hvor den møder større Modstand, end den først forefandt. Uden at Lyset der- for slukkes, bliver Strømmen og med den Elektromagneten svagere. Den sidste slipper da sit Tag i den øverste Kulstang, som nu lang- somt falder, indtil Lysbue og Strøm naa deres rette Størrelse. Da faar Elektromagneten atter Kraft nok til at fastholde Kullet, indtil Afstanden paa ny er bleven for stor. Paa denne Maade kan Lampen vedblive at lyse med næsten uforanderlig Styrke, til alt Kul er for tæret. I Foucaults Lampe Fig. 162 sættes Kulstængerne i Bevægelse af Urværket B, idet Hjulet L‘ griber ind i to Tandstænger, hvoraf den ene D bærer den positive Kulstang, som her er nederst, medens den anden er forbunden med en rund Stang, som glider i Hylsteret 77, og ved en Arm, som fører ud til Siden, bærer den negative Kulstang. Gaar L‘ rundt fra højre til venstre, ville Stængerne gaa sammen, medens den modsatte Omdrejning vil fjærne dem fra hinanden. Ur- værket er forsynet med to Fjedre, hvoraf den ene virker paa Hjulet L og vil fjærne Stængerne, medens den anden, virkende paa L‘, vil nærme dem til hinanden. Den første af disse er den stærkeste. De kunne hver for sig stoppes, ved at Spærhagen t paa Enden af Vægt- stangen T griber ind i et af Hjulene o eller o1. Stopper man Fjedren L, medens L' er fri, vil den sidste føre Stængerne mod hinanden. (Da L og L‘ ere. Led af det samme Urværk, skulde man vente, at det