Elektriciteten
En Skildring af dens Frembringelses- og Virkemaader og af dens Anvendelser i det praktiske Liv med særlig Hensyn til den historiske Udvikling samt til de seneste Aars Opdagelser

30 Elektromagneten. Naar en elektrisk Strøm føres forbi en Magnetnaal, faar denne en Tilbøjlighed til at dreje sig saaledes, at den bliver vinkelret paa den Traacl, hvori Strømmen bevæger sig (Fig. 17). Dette var Ho- vedsagen i Ørsteds Opdagelse. Han afsendte paa samme Dag, den 21. Juli 1820, Meddelelse derom til Evropas vigtigste lærde Selskaber. Derved sikrede lian sig Anerkjendelse af at liave opdaget Elektro- magnetismen, saa at senere Forsøg paa at fratage ham den, hurtig ere mislykkede. I de første A ar derefter vare de fleste Fysikere op- tagne af nærmere at undersøge den elektromagnetiske Virkning og uddrage dens Konsekvenser, Ampere og Arago staa lier i første Række. Den sidste viste allerede i September 1820, at Strømmen ikke blot var i Stand til at bevæge en Magnet, men den kunde ogsaa meddele Jærn og Staal Magnetisme, medens Ampere udfandt de al- mindelige Love, som omfatte de forskjellige elektromagnetiske Frem- toninger. Omvikler man en Jærwstang A B (Fig. 18), med en isoleret Traacl c (d. v. s. en Metaltraad, beklædt med Silke eller andet isolerende Stof) og sender Strømmen gjennem denne Traad, bliver Stangen øje- blikkelig til en Magnet, og den taber næsten al sin Magnetisme i samme Øjeblik, Strømmen afbrydes. En saadan omviklet Jærnstang kaldes en Elektromagnet i Modsætning til den almindelige Magnet, der maa være af Staal og kaldes en »permanent« Magnet, fordi den bevarer den Magnetisme, den har faaet, i lang Tid. Denne sidste Egenskab ved Staalmagneten er i visse Henseender et Fortrin, men det vil i de fleste Tilfælde mere end opvejes ved. den Omstændighed, at en Elektromagnet af Jærn kan ved en kraftig Strøm blive 20—30