Lyslære

Forfatter: C.L. Petersen

År: 1852

Forlag: C. A. Reitzels Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 94

UDK: 535

Industri-Foreningen

oversat af

C. L. Petersen,

Overlærer ved Metropolitanskolen,

efter

Dr. Joh. Müllers Grundriss der Physik und Meteorologie.

Med 93 Afbildninger.

Kjøbenhavn

Universitetsboghandler C. A. Reitzels Forlag.

Trykt i Thieles Bogtrykkeri.

1852.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 106 Forrige Næste
36 Tredie Afsnit. viist sig, hvis Prismet ikke havde været der; de rode Straaler ere altsaa mindst brudte. Naar Aabningen i Vinduesstodden er en Ridse af til 1 Linies Brede, som er parallel med Prismets Are, naar Prismets brydende Vinkel er 60°, og man opfanger Solbilledet i en Afstand af 6 til 10 Fod, faaer man en fuldstændig Adflillelse af Farverne, d. v. s. Solbilledet vil overalt vise sig med livlige Farver, og der vil ikke længer sees noget Hvidt i Midten. For at see det prismatiske Farvebillede er det ikke nødvendigt ved et Prisme at frembringe et Solbillede paa en hvid Væg, man behøver kun at betragte en smal lys Gjenstand gjennem et Prisme. Seer man s. Er. paa Flammeli af et Lys gjennem et Prisme, der holdes lodret, viser den sig meget bredere og farvet paa den om- talte Maade. Skjærer man i Vinduesskodden en lille Aabning, hvis Tvermaal omtrent er 5 Tommer, seer man den klare Himmel gjeilttem denne Aabning, altsaa en lys Skive paa mørk Gumd. Betragter man nu denne Skive gjennem Prismet, seer man istedetfor en hvid Kreds et langagtigt, farvet Billede, om hvilket det Samme gjælder, som oveilfor er sagt om det paa Skjærmen opfangede prismatiske Solbillede. De forskjarlligt farvede Lysstraaler have forskjællkg Bryd- barhed. Dette fremgaaer allerede deraf, at det hvide Lys ved et Prisme adskilles i forstjælligt farvede Lysstraaler; efter Gjennem- gangen gjennem Prismet danne de rode Straaler en Vinkel med de violette, de spredes, og de violette Straaler afvige mere fra deres oprindelige Retning end de rode. De violette Straaler ere de meest brydbare, de rode de mindst brydbare. De grønne Straaler ere mere brydbare end de rode, og mindre enb de violette, fordi Gront i det prismatifle Solbillede ligger mellem Rodt og Violet. Tænker man sig for et Dieblik, at det hvide Lys kun indeholdt røbe og violette Straaler, er det klart, at man istedetfor det.pris- matisie Solbillede kun vilde faae to runde, fra hinanden adstilte Solbilleder, af hvilke det ene var rødt og det andet violet. Man fan i Virkeligheden frembringe flige adstilte Billeder; mange Legemer have nemlig den Egenflab ikke lige godt at lade alle farvede Straaler gaae igjennem sig, altsaa at indsuge visse Straaler; herhen hore f. Er. farvede Glas og farvede Vædsker. Helder man s. Er. en Oplosning af svovlsuur Jttdigo mellem to parallele Glasplader og