Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857
Forfatter: C. Nyrop
År: 1914
Forlag: NIelsen & Lydiche (Axel SimmelKiær).
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 429
UDK: 338.6(489) nyr
Trykt som Manuskript
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
120
BORGERVÆBNING OG BRANDKORPS
Februar 1796 Ansatte, fra Brandmajorerne ned til Spröjtemesterne, vare
61 Haandværksmestere, og deraf vare 22 Murmestere, 16 Tømmermestere,
5 Bødkermestere, 4 Blikkenslagermestere, 3 Blytækkermestere, 3 Snedker-
mestere, 2 Klejnsmedemestere osv.1
Kjøbenhavns Brandkompagni opføres som det sidste mellem Byens
Borgerkompagnier, der alle sorterede under Stadshauptmanden, men
Brandkompagniets Stilling var dog helt forskjellig fra de andre Kom-
pagniers. Sammen med Politimesteren og Stadshauptmanden dannede
dels øverste Spidser (Branddirektøren og Vice-Branddirektørerne) en saa
kaldet Brandsession under Brand- og Vandkommissionen2. Der var
imidlertid ikke alene en Forskjel i Maadcn, paa hvilken Brandkompag-
niets Anliggender styredes; der var ogsaa andre Forskjelligheder. Medens
det tör antages, at Bygningshaandværkerne med Interesse deltog i Brand-
kompagniets Arbejder, lyder der atter og atter Klager over manglende
Lyst hos Byens Borgere til Tjenesten i de andre borgerlige Kompag-
nier. Da den meklenborgske Prinsesse Louise holdt sit Indtog her i
1695, befaledes det, at Borgerskabet skulde træde i Gevær, og, hedder
det, Borgerne skulde møde »i egne Personer«; ellers kunde det, naar
Trommen rörtes, være tilstrækkeligt, at Borgeren stillede »en god, dyg-
tig Karl«. Men denne Stillen for sig havde antaget uheldige Former.
1711 indskærpes det, at de af Borgerskabet »som selv haver Folk, Svend
eller Tjener, atten Aar gammel eller derover, at sende for sig paa Vagt«,
ikke — som det var blevet almindeligt — »maa dertil leje Hyrlinger«.
De skulde møde selv eller ved deres faste Folk, ikke ved lejede Folk.
Men godt blev det ikke. 1728 toges der i en Vagtordonance Forbehold
imod, at der mødtes ved gamle udlevede Mænd eller halvvoxne Drenge,
og saa høres der omtrent samtidig Klage over et andet misligt Forhold,
Vagten marcherede ikke mandstærk nok op, man betalte for sig og mødte
saa hverken personlig eller ved Stedfortræder3.
Det var imidlertid ikke alene de Menige, der saaledes smøgede Tjene-
sten af sig. I September 1756 reprimanderer Stadshauptmand Johan
Wahlbom stærkt Officererne ved Vester-Kompagni; de havde i denne
Sommer, skriver han, distingveret sig ved Forsømmelse og ringe Agtelse
for Kommando4. Sagen var, at Borgervæbningen foruden til at para-