Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

EFTER FORORDNINGEN AF 21 MARTS 1800 137 eller Blive Værkgesel under Brandkorpset kunde vinde Borgerskab som Frimester eller udøve Frimesterrettigheder, för han havde bevist sin Due- lighed ved at forfærdige el nærmere bestemt Mesterstykke1. Det var det første imod Bestemmelserne i Forordningen af 1800 rettede Skridt, men det blev ikke det sidste. Paa det her omhandlede Omraade satte Forordningen altsaa ikke Skjel, og det gjorde den ikke heller med Hensyn til den tilsigtede frie Forhandling mellem Mesterne og Svendene om Betingelserne for Ar- bejdets Udøvelse. Dens Bestemmelser herom bleve stærkt angrebne af Tømmerlavet og Murerlavet i deres ovennævnte Andragende af December 1811, og navnlig gik de lo Lav med Kraft imod Bestemmelsen om, at naar intet Andet var vedtaget, skulde Opsigelse fra begge Parters Side kunne ske med fjorten Dages Varsel. Den Lighed paa dette Punkt, som Forordningen havde indført, blev stærkt paatalt at Lavene; Svendene misbrugte den korte Opsigelsesfrist, blev der gjort gjældende, til at skrue Lønnen urimeligt op og til i det Hele al bære sig ad ved Arbejdet, som de vilde. Den korte Frist havde gjort dem til Arbejdets Herrer. Mu- rerne og Tømrerne ønskede, at det maatte blive bestemt, at Svendene kun kunde sige op to Gange om Aaret, til Paaske eller Mortensdag med et Fjerdingaars Varsel, men her fik Lavene ikke Kancelliet med sig, Plakaten af 26 Maj 1812 bestemte kun, at ingen Opsigelse i de to Lav frem- tidig kunde finde Sted med kortere Varsel end otte Uger2. Saa gik det helt anderledes med Lönspörgsmaalet. Om können skulde der selvfølgelig ogsaa kunne forhandles, men den blev vistnok — ganske som för 1800 — væsentlig fastsat af Mesterne, indtil den Dyrtid, som Krigen med England og Landets fortvivlede Pengeforhold fremkaldte bragte Lönnen op til hidtil uanede Højder, hvad der med de to oven- nævnte Lavs Tilslutning medførte, at Betalingen for I ømmer- og Mur- arbejde i April 1813 blev underlagt Statens 'Bestemmelse. De af den salte Taxier maatte imidlertid atter og atter forandres, Datidens Pengeforhold vare jo i høj Grad vanskelige, det nye System, der absolut var al mere teoretisk end praktisk Betydning, magtede dem ikke; men desuagtet blev det opretholdt lige til 1826, da Kongen »indtil videre« paany vilde lade de Vedkommende ved indbyrdes Forening fastsætte Daglønnen m. ni.3 18