Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

EFTER FORORDNINGEN AF 21 MARTS 1800 147 atter og atter skærpet. 1818 blev der gjort en Tilføjelse om, at den Vedkommende foruden at slagte skulde aftrække Huden og Skindene paa de slagtede Kreaturer uden at beskadige dem ved Huller og Ind- snit, og 1824 endnu at han, Dagen efter at have slagtet den til Prøve behandlede Stud, skulde skille den midt ned ad Rygraden med saadan Nöjagtighed, at Vægten af Kroppens to Halvdele ikke differerede ud over nogle visse Pund1. Mærkes kan det ogsaa, at Ankersmedene, der för havde gjort al- mindeligt Smede-Mesterstykke, i 1817 fik deres eget, og at der i 1816 endog forordnedes en Mesterprøve for Kunstdrejerne, der ikke hørte til noget Lav, og som overfor de lavsbundne Trædrejere nok kunde lide at betragte sig som frie Kunstnere. Og deres Mesterstykke blev yderligere skærpet da det i 1827 blev befalet, at det skulde gjöres efter en til Kunst- akademiet indsendt og af det approberet Tegning. Kunstdrejerne vare ikke mere Kunstnere end saa mange andre Haandværkere, og det kan i saa Henseende nævnes, at en saa dygtig Kunstdrejer som J. G. Schwartz overfor en Lærling, der 1827 kom i Lære hos ham og ønskede at be- søge Kunstakademiet, gjorde Sit til, at dette ikke skete. Han gav ham kun den ønskede Tilladelse, forsaavidt ingen af de andre Lærlinge an- modede om det Samme, men een af de andre gjorde det. Nej Schwartz var i sine Tanker en lige saa god Lavsmand som Tidens Lavshaand- værkere. Læretiden skulde paa enhver Maade holdes, og den eneste Uddannelse, det kom an paa, var Værkstedets. Indenfor Værkstedets Vægge skulde Faget læres under absolut Disciplin2. Forsaavidt dette skete samvittighedsfuldt — og det gjorde det, maa der siges, mange Steder — bar det været til ikke ringe Gavn i den fat- tige og trykkede Tid, ti det maa vel erindres, at Tiden var endog yder- lig fattig. Naar vi ovenfor have hørt Ankersmed Caspersen tale om det fornøjelige Liv, han førte i Kjerulfs Have3, maa det erindres, at han var een af dem, som Forholdene under den ulykkelige Krig stillede gun- stigt, °g dernæst ere Traktementerne, han nævner, mere solide end egentlig lukulliske. Nej Livet var helt igjennem nøjsomt og tarveligt for ikke at sige fattigt. Smedelavet indgiver i 1820 ved sin Oldermand S. Rosenstedt el Andragende om, at Indførsel af udenlandsk Smedear- 19*