Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

150 SVENDEVANDRINGER OG LÆSESELSKABER om sin »höjst mærkelige Fodrejse«, som tog sin Begyndelse i 1822, og paa hvilken han uden Penge og uden at kunne fremmede Sprog sled sig ustanselig Syd paa til Neapel. Altid rede til at tage Arbejde, hvor Arbejde kunde faas, maatte han dog mangen Aften sidde sulten i en Kro ved Landevejen for næste Morgen at vandre ud igjen paa fastende Hjærte. Over Alperne gik han i Sne til midt paa Livet, og een Gang styrtede han endda ned, men fandt den nødvendige Pleje i en lille Hytte, med hvis venlige Beboere han ikke kunde tale. Men hvor trangt han end havde det, hvor ofte han end maatte trygle for et kummerligt Op- hold Natten over, forlod hans Sans for Naturen ham dog aldrig. Da han træt og udaset saa ud over Genuas Skjönhed, udbryder han i sit underlige Sprog: »Alt dette oprømmer endog det sletteste Humør«, og naaet længere mod Syd hedder det: »Det piemontesiske Land er meget skjönt, men ved at ind træde i det toskanske fandt jeg i mine Tanker et Paradis«. Han havde heller ikke lutter Modgang. Han fandt mange Steder gode hjælpende Mennesker, og f. Ex. Florens og Rom var i saa Henseende Lyspunkter. Da i den første By en velsindet Italiener havde ført den formentlige Tysker til den øslerrigske Gesandt Grev Bombelles,, ilede Greven og hans Gemalinde, Frederikke Bruns skjönne Datter Ida, selv til ved Meddelelsen om, at der var en Svend fra Danmark, hvad der skaffede ham baade god Hjælp og behagelig Underholdning. I Rom talte Thorvaldsen med ham, siger han, »som om jeg liere Aar havde været fortrolig med ham«, han bød ham Forfriskninger af hans egen Frokost og lod Freund tage sig af ham1. Og om Æventyr høre vi endnu i 1835, da den senere Dampmøller Troels Marstrand vandrede i Tyskland. »Det Æventyrlige ved disse Rejse- æventyr lokkede mig«, skriver han. Med Ranselen under Hovedet, med Frakken som Overdyne og med Ungdom og Træthed som Ledsagere sov han efter en gjennemvandret Dag herligt i Halmen paa Krogulvene i Selskab med de saakaldte Strømere, Haandværkssvende, der stadigt vandrede. Selv i Bagersvendenes højst utiltalende Herberge i Hamborg, hvor Masser af lasede og barbenede Fyre holdt til som Stamgjæster, fandt han et Burschenleben, der trods Alt var præget af en vis God- modighed, som tiltrak. »Kupfernase, Skimmelen, Peter Husum og Lyne-