Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

SVENDEVANDRINGER OG LÆSESELSKABER 153 hed William Naylor, var bleven syg, den danske Naylor traadte i hans Sted og betalte hans Kontingent til Unionen. Længe gik dette dog ikke. En skjön Dag blev han anmodet om at møde for Unionens Komite, der paalagde ham strax at ophøre med at arbejde og for sin egen Sikkerheds Skyld snarest forlade Byen. Naylor gjorde imidlertid modigt Indsigelse herimod og blev saa tilsagt til at møde for et Repræsentantskab, der fastholdt den udtalte Dom, men derfor gav Naylor ikke tabt endnu. Han bad om at maatte faa Dommen skriftlig. Ingen i Danmark, sagde han, vilde nemlig paa Forhaand tro det mu- ligt, at han ikke havde kunnet faa Arbejde paa en saa stor Arbejdsplads som Sheffield var, og desuden kunde han ikke rejse hjem, da han ikke havde Penge dertil; han henstillede derfor, at Unionen i saa Fald be- talte hans Hjemrejse. Repræsentantskabet vilde dog hverken del Ene eller det Andet. Det gav ham et Exemplar af den i 1837 vedtagne Be- stemmelse, der gik ud fra de herskende trange Arbejdsforhold, og til- stod ham saa otte Uger til at forberede Afrejsen. Det var en væsentlig Indrom melse, og da han efter disse Ugers Forløb stadig ikke rejste, førte det til nye Forhandlinger, der — mærkeligt nok — gav ham Ret til at blive i Arbejdet mod at betale et Indtrædelsesgebyr paa 10 L$\, der skulde erlægges i Smaaafdrag. Og det kom endda saaledes, al han helt slap lor at betale Noget. En af ham hugget Dekorationsfil havde vakt saa stor Opsigt paa en Udstilling, at han formelig blev tvungen til at hugge flere, der betragtedes som saa udmærkede, at Unionen fejrede ham ved en Fest og endda gjærne vilde have beholdt ham i Sheffield, da han i 1840 rejste tilbage til Danmark. Hvad der her er berettet, er taget fra en af Naylor med Lune og Liv skreven Dagbog, som han endog har udstyret med tegnede og ma- lede Billeder, ja med smaa Digte. I de fattige og trange Tider var der voxet en arbejdsom, udholdende og nöjsom Slægt op, der trods AH el- skede det Land, der havde fostret dem. Hornungs Fader var vistnok en indvandret Tysker, Naylors en indkaldt Englænder, men desuagtet følte Sønnerne sig afgjort som danske og vilde tilbage til Danmark. Om sin Rejse ud over Nordsøen i stærk Storm skriver Naylor følgende Vers: 20