Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

166 FRIERE UDVIKLING senllig vare Berusede og Gale. Medens Grüne blev international, blev Frederiksen mere og mere national. Han var sammen med vist alle Danske, der i hine Aar kom til Paris, og det ikke alene med Haand- værkerne men med Mænd som Professor C. N. David, Løjtnant Andræ, Kaptajn Tscherning og polyteknisk Kandidat J. Wilkens. Han ønskede imidlertid ivrigt, at Danmark maatte blive et frit Land. Da Stænder- forsamlingerne første Gang samledes — det er i Oktober 1835 — skriver han i sin lidt sentimentalt og patetisk førte Dagbog »I denne Tid holdes hjemme det første Møde af Deputerede. 0! at der dog er Mænd, der tör og vil tale frit og dristig til det Almindeliges Bedste. 0’ Connell i Skotland [!] og Odilon Barrot her foregaar dem saa godt. Naar tör vi Danske kalde os frie?« Hvad der især er ham en Torn i Öjet, er dog Lavsvæsenet, og da han i Juli 1837 kommer tilbage til Kjøbenhavn, hvor han, Snedkersvenden, udenom Snedkerlavet vil søge at danne sig en Stilling som Finerskjærer, hvad ogsaa lykkes, er han fuld af Harme over de Vanskeligheder, der beredtes ham. Han ender sin Rejsedagbog med følgende Ord: »Entreprenør-Aand kvæles her istedenfor at opm untres, indgroede vrange Begreber om Lavsrettigheder og arvede Rettigheder sætter Skranker overalt og ere saa udbredte især blandt de noget ældre Borgere, at man næsten maa forstumme over deres indbildte Kloghed, der i og for sig selv kun er Dumhed«1. Der var afgjort Jordbund for nye, frie Meninger i forskjellig Retning blandt Datidens unge Haandværkere, og den voxende liberale Opposition, der søgte at vinde Terræn i Befolkningens lirede Lag, havde da ogsaa Opmærksomheden henvendt paa Haandværksstanden, der var i god og stærk Udvikling. Tiden kan pege paa flere dygtige Haandværkere, der paa forskjellig Maade bleve hædrede. Først og fremmest Urmageren Urban Jürgensen. Denne sjældent dygtige Mand naaede den for en Haand- værker usædvanlige Ære at blive Medlem af Videnskabernes Selskab (1815), og saa blev han desuden, hvad der snart var lige saa usædvanligt, Ridder af Dannebrog (1824), men i hans Slægt trivedes der ogsaa noget forunderlig Ualmindeligt paa liere end en Maade2. Dernæst skal nævnes Guldsmeden J. B. Dalhoff. Da han i 1820 var bleven Svend, nedsatte han sig som Gravør og Ciselør, og han blev snart paa Grund af sin store