Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

I STÆNDERNE 187 Sagen angaaende Kobberværkerne havde raadet til at lade Alt blive ved det Gamle, »indtil der kan gjöres et vel overvejet Forslag til en Hoved- forandring i alle de nu bestaaende Lavs- eller Haandværks-Indretninger, hvilken Forandring maatte gaa ud paa en Løsning af alle de Baand, som for liden indskrænker enhver Haandværkers og Handlendes Virk- somhed i de Lav, hvortil han liører«, en Anskuelse, hvortil Kammer- raad Drewsen sluttede sig, idet han mente, at det var ønskeligst, at alle Lavsbaand løstes paa een Gang1. Komiteens Betænkning blev na- turligvis præget af denne Anskuelse. Der gjöres gjældende i den, at det »alene er ved en muligst fri Konkurrence, at del Heles Vel kan fremmes«. Men forøvrigt sluttede den sig væsentlig til de i Viborg fremsatte For- slag om, at Kjøbstadhaandværkerne skulde have Ret til at nedsætte sig paa Landet, og at alle Haandværkere paa Landet skulde betale en pas- sende Skat. Her som dér kom det imidlertid ikke til nogen Petition, alle Indstillingspunkter bleve efter hinanden forkastede. Bl. A. var Al- green-Ussing, der havde talt Skrædernes Ret overfor Klædehandlerne, imod Indgivelsen af en Petition, da Kjøbstadhaandværkerne ikke vilde have nogen Gavn deraf2. Mærkeligt er det forøvrigt at se, hvorledes Tanken om at gaa bort fra alt Lavsvæsen kan træde ganske stærkt frem. En af de Deputerede fremlagde i samme Samling et Andragende fra 176 Landhaandværkere paa Bornholm om fuldkommen Næringsfrihed3. Det herskede der paa deres 0, lige til de i Plakaten af 3 April 1816 givne Bestemmelser om Forholdet mellem Kjøbstad- og Landhaandværkere ogsaa bleve gjældende paa Bornholm, hvad der bevirkede, al »Brødnid, Lavsaand og Misundelse fremstod dér, hvor sligt forhen aldrig kjendtes, hvorimod Velvilje, gjen- sidig Understøttelse og Broderskab forsvinder«. Stænderforsamlingen lod sig imidlertid ikke bevæge af denne lyriske Tale. Bornholm maatte dele Skjæbne med det øvrige Land. Men Spörgsmaalet om Næringsfrihed kom paany frem, da Etatsraad Steenfeldt i 1840 fremsatte Forslag om en Revision af Landets Næringslovgivning4. Han gik ud fra, at det var retfærdigt at give Enhver den störst mulige Næringsfrihed, idet han dog mente, at Overgangen fra det nu forældede Lavssystem maatte ske for- sigtigt og langsomt. Han opnaaede imidlertid ikke at faa nogen Komite