Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

14 EN BETYDNINGSFULD LOV egne Hænder var en paa Natur og Billighed saa stærkt grundet Ret, at den efter Kommissionens Mening ikke burde negtes Nogen, naar han forøv- rigt svarede sin Næringsskat og tog Del i Byens andre Onera; det maatte være den Vedkommendes egen Sag at bedömme, om han kunde finde Levebrød i den Næringsvej, som han valgte. Ogsaa ved denne Lejlig- hed mødte dog baade Krück, Hiorthöy og Læssøe med særlige Vota1. Nu overvejedes Sagen paany i Kancelliet, og efter en Forestilling fra det til Kongen faldt der saa den 18 Juli 1798 en kongelig Resolution, der først rettede en Tak til Kommissionen for »den Flid og Nidkjærhed, den i det Hele havde vist i sammes vigtige og møjsommelige Arbejde«, og derpaa fastslog en Række Punkter, der skulde lægges til Grund ved Udarbejdelsen af den endelige Forordning. Disse Punkter vare i alt Væ- sentligt overensstemmende med Kommissionens Forslag. De godkjendte bl. A. Frimesterskabet. Afseet fra de otte første Overgangsaar skulde enhver Svend, naar han som saadan havde arbejdet i fire Aar, have Ret til at blive Frimester, men — videre gik Resolutionen paa dette Punkt ikke. Frimesteren fik ikke Ret til efter andre fire Aars P’orløb at blive Lavsmester. Paa dette betydningsfulde Punkt tog den Afstand fra Kom- missionen, som den ellers trofast fulgte i at gjöre Forholdene saa frie og naturlige som muligt. Saavel Svendeprøve som Mesterprøve skulde kunne aflægges, uden at den Vedkommende behøvede at have staaet i Lære eller arbejdet paa noget Værksted; der skulde ikke spörges om, hvor eller hvorledes han havde erhvervet den fornødne Færdighed, naar han blot ved Prøven viste, at han havde den. Svend og Mester skulde frit kunne kontrahere om Lou, Arbejdstid og Opsigelse; den saakaldte Omsku- ning eller Tvang paa ledige Svende til at tage Tjeneste efter Omgang skulde helt være afskaffet; i det Hele skulde det ikke længere taales, at Haandværkerne her stod under nogen Tvang fra Tysklands Lav, alle ved dem indkomne Vedtægter og Skikke, Fordomme og Misbrug skulde ganske bringes til Ophør2. Da det som ovenfor nævnt var tyske Svende, der i 1794 voldte Ar- bejdsnedlæggelsen, falder den sidste Bestemmelse næsten selvfølgelig, men aldeles afset herfra er den et naturligt Led i den væsentlig ideale Opfattelse af Forholdene, Kommissionen gik ud fra i sin Virksomhed.