Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

EN BETYDNINGSFULD LOV 13 Kommissionen, bragte kun denne til at udtale, »at hverken Kommissio- nen in corpore eller noget enkelt Medlem af den har lagt Hr. Raad- manden til Last, end mindre til Forbrydelse, at have sagt Hans Majestæt sin Mening om Sagen, thi dette var hans Pligt, og til den Ende formoder Kommissionen, at han var valgt«, en særlig Besvarelse af hans Argu- menter betragtedes vedvarende som ufornøden1. Der synes at have været en vis Irritation tilstede. Det kan da ogsaa erindres, al medens Raad- manden stadig stod paa Sit, havde de andre Repræsentanter for Byen Kjøbenhavn en Gang sammen med Kommissionens øvrige Medlemmer erklæret, at de »ikke havde fundet nogen Grund til at fravige de i Kom- missionen ytrede Grundsætninger i Hensigt til, at der maatte aabnes Vej tor Svendene til at blive Lavsmestere igjennem det Middel først en be- stemt Tid at have arbejdet som Frimester«2. Læssøe stod da som den eneste Talsmand i Kommissionen for de Ønsker og Anskuelser, som saa ivrigt næredes i Lavene, og efter Forholdene som en forgjæves Tals- mand. Under 23 Oktober 1795 afgav Kommissionen sin ovennævnte aller- underdanigste Forestilling, som derpaa kom til Overvejelse i Kancelliet, der efter indhentet kongelig Befaling i Skrivelse af 31 Marts 1796 æskede Kommissionens nærmere Udtalelse om forskjellige Punkter, i Alt otte. Bl. A. spurgtes der om, hvorvidt det ikke maatte være tilraadeligt, at I'rimesterne i Murer- og Tømrerfagene underkastedes »en Slags Prøvelse« i det vedkommende Haandværk ligesom i Kjendskab til de gjældende Brandanordninger, samt om hvorvidt ikke Bager- og Guldsmed-Frime- sterne burde bevise, at de raadede over nogen Formue; for Bagernes Vedkommende saaledes, at de kunde have det Kvantum Korn til Raa- dighed, som lovmæssigt var foreskrevet. Kommissionen mente dog ikke at kunne gaa med hertil. I en Skrivelse af 3 Maj 1796 hævdede den vedblivende sit frie Syn paa den ventede Udvikling og fastholdt bl. A. tillige, at det vilde være unødvendigt at begrænse Frimesternes Antal udover, hvad den selv havde foreslaaet som en Overgangsbestemmelse, nemlig at der i hvert af de første otte Aar efter den nye Ordnings Ikraft- træden kun maatte aabnes Adgang for en Ottendedel af det vedkom- mende Fags Svende til at blive Frimestere. Tilladelsen til at arbejde med