Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

FORENINGSRÖRE 291 saaledes var det imidlertid slet ikke. Som vi tidligere have set, arbejdede Bondevennerne stadig paa selv at komme frem i den, og da Rimestad i sin Rigsdagsvirksomhed viste, at han stod længere tilvenstre end det nye national-liberale Ministerium og dettes nye Fællesforfatning, mistede han og dermed hans Forening Tilslutning ogsaa fra denne Side. Redak- tør Bille, der paa denne Tid var Medlem af Foreningens Repræsentant- skab, gik en Gang ganske skarpt imod ham, og givet er det, at For- eningen nu log stærkt af i Medlemsantal1. Men (lerfor arbejdedes der dog stadig i den bl. A. paa Næringsforholdenes frisindede Reform, Noget, der særlig paabødes den af dens Love, og — saa kom endnu den oven- nævnte Dyrtid til. Haandværkerforeningen, Folkevennernes Selskab og Oldgeselforeningen havde i Anledning af Dyrtiden lige fra 1853 rettet Henvendelser til Kjø- benhavns Kommune om i Henhold til en i det nævnte Aar given Lov at yde trængende Haandværkere og Arbejdere Hjælp, men Kommunen vend le det døve Øre til. Det hjalp forsaavidt ikke, at Arbejderforeningen ogsaa tilskrev Kommunen, i Marts 1855 kom der et nyt afslaaende Svar, men saa kombinerede Foreningen i en Petition til Regeringen Dyrliden med Næringsforholdenes Reform, og herved naaedes forskjellige Resul- tater særlig paa det sidste Omraade2. Vi skulle se det nedenfor. Med Hensyn til Dyrtiden kan det have sin Interesse al se, at Grevinde Danner, der stod Bondevennerne nær, i 1853 sendte Haandværkerforeningen 300 Rd. til Bedste for trængende Haandværkere og i hvert af Aarene 1854 og 1855 Arbejderforeningen 200 Rd. ligesom endelig Skomagerlavet 100 Rd.3 Hvad Næringsforholdenes Reform angaar, da havde den atter og alter været behandlet i Arbejderforeningens Blad, mest i Artikler med et Mærke under. Sadel ni agermester P. C. Olsen, der havde været Formand i Haand- værkerdannelses-Foreningen og været virksom ved Oprettelsen af »For- eningen for Arbejdsklassens Vel«, dannede en Undtagelse ved at skrive under Navn; han holdt paa Lavsvæsenet, men paa en saadan Maade, at han ikke tilfredsstillede de egentlige Lavsvennerl. Det var dog først, da Borgerrepræsentationen skulde i Gang med at forhandle Lavskommis- sionens Betænkning, at Sagen tog Fart i Foreningen. Man ventede sig nemlig ikke meget Frisind af Borgerrepræsentanterne5, og saa gik man