Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

OTTO MÜLLER 315 om Næringsvejene overhovedet (hvortil især Kjøbstædernes Eneret til Handel og Haandværk samt Forbudet mod at forene liere Næringsveje kan henføres) end fra Lavslo vene, der, som det ofte er anført, hos os have tabt del Meste al det, som deri er hæmmende for Industrien«. Lavsspörgsmaalet er herefter ikke det væsentligste for ham, men idet han kalder den da gjældende Lavslovgivning »forældet og fragmentarisk« og særlig ser hen til Næringsforholdene i Kjøbenhavn, hvor »Grænserne ere skarpest betegnede, Interesserne hinanden stærkest modsatte, Mang- lerne mest iøjnefaldende, Misbrugene hyppigst og tilmed Hindringerne for en Reform de største«, ender han Fortaleil med følgende Ord: »Men desto större er ogsaa Trangen her til en Forandring — og desto rigere vil Udbyttet her blive, naar Ideen om Næringsfrihed skulde sejre.« Han ser altsaa med Forventning hen til Næringsfriheden, og han udtaler sig endnu stærkere i Retning heraf i en Anmeldelse, han skrev sikkert samtidig med Fortalen. I Begyndelsen af Maj anmeldte han nemlig i »Fædrelandet« Cand. jur. A. F. Bergsøe’s Bog »Om Lavs- væsen og Næringsfrihed, med specielt Hensyn til en Reform i den danske Lovgivning i denne Retning«, i hvilken Forfatteren viser sig at være en endog meget ivrig Tilhænger af Næringsfriheden; han betragter det som »en hellig Menneskerettighed al kunne gjöre den frieste An- vendelse af egen Kraft, Duelighed og Formue uden i saa Henseende at være andre Indskrænkninger underkastel end dem, det almene Vel gjöre nødvendige«. Otto Müller har nu vel forskjellige Indvendinger at gjöre, men i det Store og Hele slutter han sig til Bogen. Han skriver: »Det er maaske længe siden, al der i Danmaik udkom en Bog, som med mere Føje kunde kaldes fortjenstlig end denne«, og han haaber inderligt, »at Forfatterens Ord maa finde Indgang, al de maa styrke de Vaklende og omvende de Ikke-Troende« *. Han ønsker altsaa Nærings- frihed, men ved dens eventuelle Indførelse maa Intel ske hovedkulds eller hensynsløst. Hvor han i sin Bog taler om, al Lavene ikke have nogen Ret, efter hvilken de kunne fordre at blive ved al bestaa, som de ere, tilføjer han: »Imidlertid er det dog vist, al der bor anvendes billig Varsomhed i at gjöre Forandringer, der kunne gjöre Lavenes In- 40*