Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

316 OTTO MÜLLER teresseiiter eller dem, der have beredt sig paa at indtræde i disses Tal, væsentlig Afbræk i de Udsigter, som de bestaaende Forhold give; og det kan derfor paa en vis Maade henregnes til Lavsrettighederne, at, da Lavslovene nærmest ere givne til Fordel for Lavsmedlemmerne og til- sikre disse visse Rettigheder, ville de ikke let forandres uden de deri Interesseredes Samtykke«. Otto Müller viser sig her som den hensynsfulde og humane Mand, han sikkert helt igjennem var, men fra deres Side, som ubetinget hyl- dede Næringsfriheden, blev denne Tagen-Hensyn betragtet som en Svag- hed, Bergsøe siger det saaledes, da han i »Fædrelandet« for den 28 Juni 1840 forøvrigt stærkt anerkjendende anmelder Bogen »Om Lavsvæsen og Bevillinger«. Han kan paa dette Punkt »ingenlunde dele Forfatterens Anskuelser«. Men Sagen er, at Otto Müller efter Alt at domme sikkert maa betragtes som en væsentlig konservativ Natur, saaledes som det formentlig kan ses af et lille Skrift »Valgret og Valgbarhed med særdeles Hensyn til de danske Provinsialstænder«, som han udgav i 1842. Selvfølgelig blev dette Skrift taget til Indtægt for den liberale Bevægelse; det gaar jo ud paa al kræve större Valgret og större Valgbarhed for Samfundet, end der var tilstaaet i Stænderforordningen af 1834, og del ender med følgende stærke Udbrud: »Laaner ikke Øre til Frygtsom- lieden! Intet er saa slappende og undergravende som den evige Mod- stand, den evige Finden-Betænkelighed ved Alt. Del er hos os ikke Besindigheden, som mangler, men Model!« Men desuagtet maa dette Skrift i sin inderste Kjær ne betragtes som konservativt. Med delte for ()je skulle vi nu se lidt nöjere, paa hvad der staar i Bogen, paa hvad det er, Forfatteren vil. Han vil bort fra Stænder- forsamlingens Valglov, bort fra at Valgretten og Valgbarheden efter den udelukkende er bunden til Grundbesiddelse eller, som lian senere el Sted siger, »til Jord og Sten«1, og del endda saaledes, al Valgbarheden er snævrere begrænset end Valgretten. For Valgbarheden ønsker Müller absolut ingen Grænser, her skal Medborgernes Tillid være det eneste Afgjörende, men hvad Valgretten angaar, ser han ganske ander- ledes. Han kan paa ingen Maade gaa med til nogen almindelig Valg- ret. Stemmeretten skal endog kraftigt indskrænkes, forsaavidt höjere