Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

318 OTTO MÜLLER skrev Otto Müller i »Fædrelandet« en Anmeldelse af det1, der her skal nævnes, ikke alene fordi den tydeligt viser, at det er ham, der har af- fattet Komiteens Betænkning, men fordi han i den udtaler sig om, hvori en Reform af Datidens Næringsforhold efter hans Mening burde bestaa. Næst efter en Bemærkning om, »at man, saa vidt vides, ikke tænker paa at etablere ubunden Næringsfrihed i Danmark«, siger han, at den Reform, der efter hans Overbevisning bör iværksættes, skal »for vor Tid være det Samme, som Forordningen af 21 Marts 1800 var for sin Tid, og det vil da være en kommende Slægt forbeholdt at indføre fuldstændig Næringsfrihed, som er den Tilstand, der ej alene stemmer mest med Statsborgernes naturlige Rettigheder og Humanitetens For- dringer men tillige, forudsat at Overgangen ikke sker altfor pludseligt, snarest befordrer Handel og Industri, almindelig Velstand og almen Velvære«. Der er ingen Tvivl om, at der er blevet lagt Mærke til disse Ord, ti Otto Müller, der i 1842 var bleven Borgerrepræsentant, var strax efter af Borgerrepræsentationen ganske naturligt bleven gjort til Medlem af Lavskommissionen2. Han fik den ved Orla Lehmanns Bortrejse ledig- blevne Plads i Kommissionen, og han har sikkert strax vidst at gjöre sig gjældende paa denne Plads, hvorfor der da ogsaa kan tillægges den citerede Udtalelse noget mere end blot personlig Betydning. Det er, som om han har villet antyde, i hvilken Retning Lavskommissionens Ar- bejder gik, og har villet berolige dem, der frygtede en pludselig Ind- førelse af Næringsfrihed. Han var, som vi have set, en Ven af Middel- standen, hvad en samtidig Artikel af ham i »Dansk Folkeblad« yder- ligere viser i en noget anden Retning3. Han er i den Talsmand for Stiftelsen af Maadeholdsforeninger som et godt Middel til at hæve Mas- serne til et höjere og ædlere Standpunkt i sædelig og selskabelig Hen- seende, Noget, der laa ham paa Sinde. Det vilde herefter være helt forstaaeligt, om Haandværkerforeningen stadig viste sig venligsindet overfor ham, men det er dog maaske et Spörgsmaal, om et 1845 i den sket Valg kan ses i nogetsomhelst personligt Lys overfor ham. Her lænkes paa Foreningens Opstilling af ham og fem Andre som Kandi- dater ved Aarets Borgerrepræsentaiitvalg4. Det var dette Aar første