Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

320 OTTO MÜLLER Side rettedes imod den, ligesom han endelig den 25 Avgust, ogsaa i »Fædrelandet«, afviser de af Haandværkerforeningen imod Betænk- ningen fra Lavene fremkaldte »Haandværksstandens Bemærkninger«. Trods de enkelte Indvendinger, han liar at gjöre, betragtede han af- gjort den Tilstand, der vilde blive skabt ved Betænkningens Forslag, som et godt og besindigt Fremskridt, som en god Overgang til, hvad han haabede derefter vilde komme, nemlig Næringsfrihed. Forslagene svarede efter hans Mening fuldstændigt til, hvad Forordningen af 21 Marts 1800 havde været for sin Tid. Det Hele var altsaa ganske i Overensstemmelse med, hvad han havde sagt i 1843, og der er da ingen Tvivl om, at han varmt vilde have forsvaret Betænkningen i Borger- repræsentationen, naar Sagen, som han med Sikkerhed ventede, snarl vilde blive forelagt den. Som vi ovenfor have set, medførte Tidens store Begivenheder, at der skulde gaa endog Aar, för dette skete, og da var Müller ikke længere Medlem af Forsamlingen. Han udtraadte i Marts 1849 \ og herved spille de paagjældende Begivenheder formentlig ogsaa en Rolle. Den 21 Januar 1848, d. v. s. Dagen efter Kristian VIU’s Død, ud- kom Professorerne Schouw og Clausen’s Skrift »Ved Tronskiftet«, hvori der bl. A. udtaltes Ønsket om en Konstitution med Bibeholdelse af den for Stænderforsamlingerne gjældende Valglov, d. v. s. Grundbesiddelse skulde vedblive at være udelukkende Betingelse for Valgretten og Valg- barheden. Herimod blev der protesteret, og En af dem, der proteste- rede, var Otto Müller. Han opfriskede i en Bladartikel sin lille Bog fra 1842, gjentager sin Roes i den over Middelstanden og udbryder: »Lader os ikke over Nationaliteten glemme Friheden«2. Hans Friheds- følelse var, som vi have set, dog langtfra yderliggaaende, og han var, naar Alt kom til Alt, mere helt ud en Patriot end Frihedsmand. I »Fædrelandet« for den 6 April 1818 offentliggjorde han, da Slesvig-Hol- stenerne ikke vare til at omstemme, en »Opfordring« til ved Brochurer og paa anden Maade at oplyse Tyskland om de sande Forhold; »paa den anden Side Elben lever endnu tysk Retfærdighedsfølelse«, gik han ud fra. Men Goldschmidt lod ham paa en vis drilsk Maade vide, at Opfordringen var forgjæves, at han her talte uden tilstrækkeligt Kjend-