Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

INDLEDENDE BEVÆGELSER 331 burde have været udarbejdet med ganske anderledes Omhu, burde have indeholdt bestemte Paastande og ført Beviserne for dem. Men her er intet Saadant, og saa slutter den endda »med en næsten klagende Appel til Kjøbenhavns Magistrat og Politi om at varetage deres Pligt til Sagens Tarv som Borgernes nærmeste Foresatte og Talsmænd. I Sandhed, Falliterklæringen kunde ikke være större«. Det er skarp Tiltale, der synes at have et bestemt Maal. Er For- eningen, hedder det, »som det nu allerede har vist sig, ikke i Besiddelse af Evne og Kraft, maa andre Mænd af Standen stille sig i Spidsen for at bevirke det«. Da maa den stryge i* sine Love, at den skal fremme Haandværksstandens Tarv og fremtidig kun kalde sig »den selskabelige Mesterforening«. Haandværkerforenmgen opgav imidlertid slet ikke Ævret, den vedblev at virke, men inden vi berette herom, skulle vi se paa den anden ovenfor nævnte Pjece, den, som Rimestad udsendte. Den er af en helt anden Art end den Beyerske. Rimestad betragter Meget i Haandværkerforeningens Pjece som cl direkte Angreb paa sig, og han gjör derfor ganske udførligt Rede for Arbejderforeningens og hans egen Stilling til Reformsagen, der for ham og hans Forening naaede et Resultat i det af den kombinerede Lavskomite udarbejdede Forslag. Herved fik han god Lejlighed til at udtale sig om Haandværker- foreningen, som han betragter ganske med de samme Øjne som F. Chr. Beyer. Den var kun en Klub, der var kommen til del Resultat at lade det bero ved at skalle selskabelig Underholdning. Ellers var den uvirk- som, og saa spörger han: »Hvorfor har den aldeles Intet forberedt, al- deles Intet udrettet i de Aar, da den netop ved sin Mangel paa Del- tagelse i de store politiske Forhold havde saa god Tid? Og med hvilken Ret kan den bebrejde Andre, at de lage fat paa det Arbejde, den selv har forsömt?« Rimestad bliver imidlertid ikke staaende ved at gaa imod Haandværkerforeningen, han vender sig ogsaa imod Beyer, skjöndt denne selv angriber Foreningen endog meget voldsomt og bl. A. taler om dens »bornerte og aristokratiske Tænkemaade«. Hvad han tilsigter hermed, siger Rimestad, er imidlertid kun el trænge Foreningen bort, Hr. Beyer mener aabenbart selv at være skikket til at lede Standen, og 42*