Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

HAANDVÆRKSAAND Hvor kan Ordet Haandværk bruges og tydes forskjelligt. Naar et færdigt Arbejde kaldes haandværksmæssigt gjort, naar der med Kunsten for Öje siges »det er jo kim Haandværk«, ligger der en Dadel i Ordet. Men der er Klang i det, naar Arbejdet i Forhold til et Ma- skinfabrikat berømmes som haandgjort, som et levende Arbejde, som et ypperligt Stykke Haandværk. Og man mindes, at der i Tiden, fol- der kjendtes Kunstakademier, intet Skjel var mellem Kunst og Haand- værk. Kunstneren boede i Haandværkeren, der var stolt af sin Virk- somhed, af sit Værksted og de Arbejder, der udgik fra det. Den hel- singørske Smed satte 1619 som Indskrift paa det kunstfærdige Gitter foran Kristian IV’s Kapel i Roskilde Domkirke: Caspar Fincke bin ich genant | Dieser Arbeit bin ich bekant1. 1 det gamle solide Haandværks Tid føltes der Glæde ved Arbejdet. Haandværkets Udøvere prægedes af den, og der kom andre Forhold til, der ogsaa satte Præg paa dem. Den fra Tyskland komne Ziinft lod dem se deres Haandværk som et Led i et omfattende Lavsliv, der skjær- mede og beskyttede paa mange Maader. De havde følt det, da de i Ung- dommens glade Dage uden anden Kapital end deres stærke og dygtige Hænder havde vandret og lært i fremmede Lande. Og nu herhjemme. Var det ikke deres Lavs Privilegier, der sikrede Medlemmerne Eneretten til deres Fags Udøvelse? Det var derfor med fuld Fortrøstning, at en- hver af dem havde erhvervet sin Andel af denne Ret ved at følge alle gjældende Lavsregler og aflægge de Prøver, de forlangte. Saaledes skulde og maafte det være. Og saa kom hertil endnu den Omstændig- hed, at Samfundet ikke satte Haandværksstanden höjt, ja nærmest saa ned paa den. Haandværkerne havde da kun sig selv at stole paa, og