Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

374 HAANDVÆRKSAAND höje Embedsmænd var der dog stadig en ikke ringe Lyst til at komme Lavene tillivs. Det kan ses i den store Lavskommission af 1794, som Lavene med Styrke udtalte sig imod, og Regeringen holdt da ogsaa igjen her. Forordningen af 21 Marts 1800 løsnede vel adskillige For- hold, men det af den indførte Frimesterskab blev ikke af Varighed, 1822 var det som blæst bort. 1819 havde Smedene i Svendborg og Faaborg faaet Lavsret, i 1822 Hattemagerne i Viborg og Murerne i Ny- borg1. Lavene stod paany som Sejerherrer, og da den kjøbenhavnske Lavskommission af 1840 kom, sluttede Kjøbenhavns Haandværkere sig sammen i Haandværkerforeningen, der forøvrigt samtidig var et Mod- iræk mod den to Aar för oprettede Industriforening, og det er da nu i Haandværkerforeningen, at den gamle Haandværksaand skal søges. Foreningen staar da ogsaa støt og faamælt. Der rettes atter og atter Opfordringer til den om at træde op og træde til, men dens Svar er stadigt afvisende. Det er bedst at vente, til Kommissionens Betænkning foreligger og viser, hvad del er, den retter sine Angreb paa, men saa skal der ogsaa blive svaret. Og da Betænkningen saa kom, lod den de højest Interesserede træde op, Lavene fremsatte efter dens Op- fordring deres Bemærkninger, Mere og Andel behøvedes ikke, »hermed være vor Formening givet, vore Ønsker udtalte«. Det skete i 1848, og da dette Aars Begivenheder medførte, at Betænkningens videre Behand- ling kom til at ligge hen, vedblev Foreningen at indtage den samme tilbagetrukne Holdning, hvad saa tydeligt viste sig overfor Jernbane- direktør Rothes Forsøg i 1819 paa at faa en Forhandling i Gang mel- lem Industriforeningen, Haandværkerdannelses-Foreningen og Haand- værkerforeningen. Han havde i den Anledning faaet fire i Haand- værkerforeningen formaaende Mænd til at være med i den opfordrende Komite2, men den i Foreningen raadende Haandværksaand, efter hvilken det maatte være nok saa uböjeligt som muligt at holde paa Lavsmedlem- mernes velerhvervede Rettigheder, som kun de selv forstod al reformere, formaaede fuldstændigt at kvæle Forsøget. Hvor stærk den var, kan ogsaa ses paa Mænd som Malermester Claus Tilly og Skomagermester Jens Mouritzen. Tilly var nok lavsmæssig oplært, men hans Maal havde været at blive Kunstner, han vandt baade den mindre og den