Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

376 HAANDVÆRKSAAND Anliggender og bidroge til, at der viste sig större li tilbøjelighed til at indgaa paa Forandringer, end det egentlig var klogt og gavnligt for Sagens Skyld«1. En af de Udtalelser, der blandt saa mange andre krænkede Haand- værkerne, var Plougs Ord i Folketinget, da det for ham gjaldt om at vise, at de 15,000 Underskrifter under den lange, vanskeligt forstaaelige Adresse ikke betød saa særdeles meget. Man maa huske, sagde han, »at Folk, som ikke ere vante til daglig at omgaas med Pen og Blæk, ikke altid lægge den Vægt paa at sætte deres Navn under den Slags Aktstykker som vi Andre«2. De havde sikkert uden at have læst Adressen sat deres Navn under den paavirkede af Andre. Ligegyldigt dog om Ploug har Ret heri eller ej, berører han herved et Punkt, som har ikke ringe Betydning for Sagen i Almindelighed. Haandværksaandens Ulyst til at forhandle og ubetingede Tro paa de velerhvervede Lavsretligheder vilde sikkert have formet sig noget anderledes, om Datidens Haand- værkere havde haft Een imellem sig, der vant til at omgaas Pen og Blæk dog var greben af Haandværksaanden og derfor med Overlegen- hed havde kunnet føre deres Sag i Pressen. Saa havde de bl. A. ikke faaet den uheldige Adresse. Nu følte de sig deres ofte gabmundede Modstandere underlegne, hvad der trykkede og vakte bitre Følelser. Og at det virkelig var muligt, al En, der var dygtig til at løre baade Ordet og Pennen, kunde blive greben at Haandværksaanden, viser en af Haandværkerforeningens senere Formænd. Kaspar Rostrup var ikke Haandværker, men Haandværkerson. Han blev Student, juridisk Kandidat og Overretssagfører, for hail ved sin Faders Død (1886) for at kunne overtage hans Værksted tog Borgerskab som Snedkermester; men nu gik det hurtigt fremad for ham paa den nye Bane. Han blev i den Grad greben af Haandværksaanden, at han i 1896 kunde blive Formand i Haandværkerforeningen og to Aar efter Oldermand i Snedkerlavet. Han gjorde sig saa at sige til Eet med Haandværket. Saa han tilbage, tog han ikke i Betænkning at rose, hvad Haandværkerforeningen »til enhver Tid« havde gjort, og særlig stod han paa dens Ret i dens Kamp mod »de doktrinære, helt akademiske Teorier«, der besejrede den i dens Forsvar for Lavene, i Kampen mod »de vold-