Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857
Forfatter: C. Nyrop
År: 1914
Forlag: NIelsen & Lydiche (Axel SimmelKiær).
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 429
UDK: 338.6(489) nyr
Trykt som Manuskript
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
FOR OG IMOD LAVENE
37
saaledes at den dygtige Svend kunde komme til at tjene mere end den
udygtige o. s. v.
Det var imidlertid lettere at fremsætte almindelige Sætninger end at
faa dem indført i det virkelige Liv. Regeringskollegierne stod ikke helt
enige, og Kjøbenhavns Magistrat støttede paa forskjellig Maade Haand-
værkerne i deres Lyst til at lade Alt blive ved det Gamle. Borgemester
og Raad, der havde ventet sig saa meget af, al Kjøbenhavn blev en fri
Rigsstad og en fri Rigens Stand, følte sig skuffet ved den Magtudfoldning,
Enevælden hurtigt lod det komme til. De kunde med den være enige i,
at Haandværkerne skulde holdes ude fra de 32 Mænds Forsamling, men
derfor godt ønske Lavenes gamle Sædvaner opretholdte. Ethvert Lav
havde en Magistratsperson til Patron, et Forhold, der sikrede Magistraten
en væsentlig Indflydelse, ikke at tale om al Lavene ikke lod det mangle
paa Taknemlighedsbeviser mod deres hoje Foresatte, og der kom væsent-
lig Intet ud af Enevældens første Forsøg paa at bryde Lavenes Magt.
Men saa tog den fat paany ved to Forordninger af 1681 og 1682: »Ingen
skal herefter være forbundet til nogen Lavsordning eller Skraaer, al
hvem de og kunde være udgivne, langt mindre nogle selvgjorte Vedtæg-
ter, som hidindtil have været iagttaget, staa for fulde«.
Nu skulde ikke længere nogle Faa i hvert Lav kommandere deres
Medborgere i Henseende til den paagjældende Haandtering. Den, der
kunde et Haandværk, skulde have Ret til at ernære sig ved det, blot
han tog Borgerskab, uden Hensyn til om han havde vandret eller ej;
uden Hensyn til om han var ægtefødt eller ej; et Mesterstykke skulde
aflægges, men i Overværelse af Magistraten for at hindre Misbrug og
unyttig Bekostning. Nu skulde alle den tyske Zünfts urimelige Vedtægter
bringes til at forsvinde og den kongelige Magt blive eneraadende, saa
vist som det gamle Patronatsforhold til Magistraten samtidig bragtes til
Ophør.
I nogle Aar blev der da ogsaa taget strengt fat, Skilt flytninger bleve
hindrede, Svendeindvielser bleve undertrykte, Lavstoj blev konfiskeret,
og Snedkerlavets ubetænksomme Oldermand Johan Steenbuch, der gjorde
sig til en ivrig Talsmand væsentlig for »de tyske Slæders Vedtægter«,
men derved ogsaa for Lavenes tidligere større Egenraadighed, maatte