Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

DE MANGE, DER VILDE HJÆLPE 67 Søndagsskolerne omtrent strax blev til Virkelighed. Han viste, hvad Energi, der ikke fortaber sig i lange Betænkninger, kan udrette, medens »Selskabet til unge Haandværkeres Dannelse«, som vi nedenfor skulle se, kun fik et ringe Resultat af sine mange Komiteer og vidtløftige Over- vejelser. De to tyskfødte Præster, Pastor N. H. Massmann ved Frederiks- en Kristians-)Kirken paa Kristianshavn, der var fødl i Holsten, og Hof- præst Christiani, der var født i det sydlige Slesvig, kom herved paa en vis Maade til at staa som Modsætninger. Christiani blev nemlig ledende i det nævnte Selskab, der nu atter skiftede Navn og kom til al hedde »Selskabet til unge Haandværkeres Forædling«, en Forandring der sik- kert skyldes Christiani, om hvem der lidt ondsindet er bleven sagt, at han tilbunds forstod den Basedowske Reklamekunst og gik vidt i Op- lysningstidens hele sentimentalt-humane Floskelvæsen. Da den tyske Hof- præst Professor Adler, der tillige var Præst ved Frederikskirken, i 1792 blev Superintendent i Slesvig, fik han to Efterfølgere i Kjøbenhavn, Christi- ani blev Hofpræst, medens Massmann blev Præst ved Frederikskirken, og det er disse to, der nu hver paa sin Maade greb ind i Arbejdet for Haandværkernes Undervisning. De Massmannske Søndagsskoler virke endnu den Dag i Dag, men hvad Christiani fik frem i et ganske stort Apparat, blev kun af kort Varighed1. Komiteen, som Christiani var Medlem af, lod som nævnt først liøre fra sig i Begyndelsen af 1801. Saa udsendtes en lille Bog »Grundlinier til en Plan til Haandværksstandens Forædling«, der trods mange og store Ord næppe tor betragtes som særlig indholdsrig. Den siger egentlig ikke meget mere end dette lille »Udkast« fra 1799. Det betragter Selskabets Hensigt som »vidtomfattende«, dets Maal er »et stort og i den talrigste Borgerklasses Interesse dybt indgribende Foretagende«. Haandværks- standens Forædling kunde umuligt blive staaende ved »Professionernes Lærlinge«, den maatte udbredes til deres Lærere, Mesterne og Svendene, »især de første«. Planen maatte omfatte »den hele Idee«. Det gjaldt ikke alene om at arbejde paa Haandværkernes »Fuldkommelse« som Haandværkere og Kunstnere, men ogsaa paa at gjöre dem til legemligt sunde og aandeligt rigtigt følende og sædeligt gode Mennesker. Selskabet havde imidlertid ingen lovgivende Myndighed saa lidt som Fonds til at