Bidrag til vor Haandværksstands Historie i
Tiden för 1857

HAANDVÆRKERNE TRÆDE SELV TIL 77 Raadmænd, Aage Kaasbøl, Olaus Baadh, Peter Thomsen, Thomas Wis- sing, Herman Læssøe, Chr. Wosemose, Stadshauptmand Jens Mylius, Andreas Skibsted, C. C. Lund, C. G. Schmidt og Mathias Lunding, holdt egentlig med Lavet, hvad de udtrykte paa den forsigtige Maade, at de ganske overlod Sagen til Hans Majestæts Godtbefindende, medens Mindre- tallet, Overpræsident Kammerherre Chr. Urne, Borgemesterne Konferens- raad Morten Hiorthöy, Etatsraad J. Th. Flindt og Justitsraad Balthasar Schiött samt Raadmændene Justitsraad Svenning Lange, Kancelliraad J. H. Voltelen og Justitsraad Carl Pontoppidan, indstiller Schalcks An- søgning til Vedtagelse, idet de udtale, at Lavets Erklæring, »der er af- fattet udi helt ubetænksomme Udtryk, altfor tydelig røber dets Animosi- tet imod ham, hvori vel ogsaa Grunden for hans Vægring [ved] at tage imod dets Tilbud, nemlig Frygt for de Chicaner, ham under Arbejdet kunde lægges i Vejen, egentlig maa søges«. Herefter faldt der den 24 April 1795 en kongelig Resolution, der gik ud paa, at Schalck maatte i Sned- kerlavet indtages uden at gjöre Mesterstykke. Dermed var Sagen imidlertid slet ikke til Ende. Den kongelige Re- solution blev oplæst i en Lavssamling, som fandt meget at erindre i den Anledning, og i et derefter afholdt saa kaldet tredobbelt Lav udtaltes, at man selvfølgelig böjede sig for, at Kongen havde givet Schalck Fri- hed til at ernære sig som Snedkermester, men at Lavet ikke derfor kunde væie foipligtet til at antage ham som Interessent i hvad dets Medlemmer sig imellem privat havde arrangeret. Men Stemningen var endnu skar- pe16, end det heraf fremgaar. Udenfor Protokollen var man enig om, at Schalck slet ikke skulde antages, han skulde staa udenfor »ligesom Brøtteruperne og Hof-Dekoratør Lillie«, der selv maatte skaffe sig Svende. Sagen udviklede sig imidlertid videre. Den 18 Maj fik Schalck Borger- skab som Snedkermester, men Snedkerlavets Oldermand Daniel Allieng vægrede sig ved at indtegne ham i Lavsprotokollen. Magistraten kaldte ham i den Anledning for sig og foreholdt ham hans Pligt, men det hjalp ikke. Saa gav den ham en skriftlig Ordre, hvad der førte til, at han erklærede ikke at kunne indtegne Schalck uden med alle Mosternes Samtykke, hvorfor han bad om Tilladelse til at samle dem i et Møde, men en saadan lilladelse fandt Magistraten det upassende at give, da