BØDDEL OG KIRURG

52 for nær, der således som bartskærerne kunde have god grund til at søge hans lægende virksomhed standset ved at klage over ham til myndighederne. I det afsnit af udkastet fra 1668 til en ny medi- cinalordning, som tidligere er udførligt citeret, ligger der da også ligesom en lovformelig anerkendelse af bødlens virksomhed som dyrlæge; det blev som om- talt ikke optaget i lovens endelige affattelse, og det gik jo ligeså med det i 1752 udarbejdede ny forslag; i en paragraf i dette om fuskeri hedder det, at mark- skrigere, okulister, sten- og broksnidere, tandlæger og lignende ikke uden særligt privilegium må tage nogen i kur, »womit die Scharfrichter sich auch nicht (so weit Menschencuur angehet) bemengen mögen«; pa- rentesen viser tydeligt, at skarpretterne stadigt kure- rede ikke alene på mennesker, men også på dyr, og at der for disses vedkommende ingen hindringer blev lagt dem i vejen. Da der altså ingen anledning var til at klage over skarpretterens virksomhed som dyrlæge, og da han ikke behøvede at søge om privilegium som sådan, er der i arkivernes registre og tegneiser intet at finde herom, og i de tre eneste større danske arbejder, der indgaaende beskæftiger sig med bødlen og hans mange forskellige hverv, Dyrlund’s »Tatere og Nat- mandsfolk«, V. Bang’s »Mestermanden« i »Aarbog for dansk Kulturhistorie« 1893 og Hugo Matthiessen’s »Bøddel og Galgefugl«, vil man da også forgæves søge efter oplysninger om hans virksomhed som dyr- læge; kun i Matthiessen’s tidligere omtalte artikel, »Bøddelboligen og dens Beboere« i »Vejle Amts Aar-