Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

221 kan have 50 til 60 Nbd. af en Koe i reen Indtægt om Aaret, der maa man have Udsigt til langt hoiere Priser paa Heste end Bonden har, for at det ffal lonne sig at lægge dem til. Desuagtet er det ikke saa ualmindeligt som man ffulde formode, selv i en Afstand af mindre end en Miil fra Kjobenhavn, at see Fol hos Banderne af eget Tillæg; dog er det ikke her i Egnen, som længer ude i Landet, Regel selv at tillægge de Heste man bruger. Rigtig beregnet vil det paa Størstedelen af Amtet neppe betale sig at tillægge almindelige Arbeidsheste; men var der, ved Bestemmelserne for Væddeløbene, taget tilbørligt Hensyn til at fremme provindsens Hesteavl, vilde deri ligge en Opmuntring for Godseieren til at lægge Vind paa den for; ædlede Hesteavl; hidtil har denne kun indskrænket sig til Tillæg af nogle Halvblodsheste til eget Brug, og for at skaffe en forædlet Stod- hest til Afbenyttelse for Venderne. Men allerede det er, som sagt, et Skridt til Forbedring, at Heeregaardene igjen befatte sig med Hesteavlen. 20. Faareavl. „Da det vist ncppe kan bestaae med en planmæssig og ordenlig Drift at lægge sig efter Faareavl, er denne derfor ikke af Betydenhed her. — Bonden holder vel Faar, men dette kun som en til Huus- væsenet horende nødvendig Artikel." Med disse Ord skildres Faare- avlen i en Indberetning fra en Egn i Voldborg Herred, forfattet i 1829, og den Anskuelse, som deri fremsættes, var tilforn den al- mindelige blandt Amtets dygtigste Landmænd. Faareavlen betragtedes med Ringeagt, fom Noget der ikke kunde forenes med „en velordnet Drift", og saaledes betragtes den endnu af Mange, vel endog af de Fleste. Man kan altsaa ikke vente at Faareavlen, under saadanne