Haandværk I Hjemmet
En række vejledninger i forarbejdelse og reparation af brugsgenstande

SNEDKERARBEJDE 137 Er Saven enten ved almindeligt Slid eller ved at træffe paa Søm e. 1. bleven sløv, skærpes den ved Filning. Klingen kan da an- bringes i en dertil indrettet Fileklemme eller direkte i en Skrueslik mellem et Par Lister (for ikke at faa Mærker af Skruestikkens Kæ- ber); men simplest gøres det ved at lægge et Savsnit paa tværs ad en Bjælke, knapt saa dybt som Klingens Bredde. Vendes Klingen om, vil Tænderne lige rage op over Træet, hvorpaa man med en trekantet Fil, der ikke blot er hugget paa de tre Sider, men ogsaa paa de tre Kanter, tager 2—3 Strøg i hvert Tandmellemrum. ' Da Klingen ikke sidder fast i Savsporet, maa man med venstre Haand trykke den bort fra sig; Filingen kan naturligvis ikke foretages udentor Snittet, hvorfor Klingen lidt efter lidt maa forskydes i sin Længderetning. Naar en Sav har været filet flere Gange, kan det ikke undgaaes, at enkelte Tænder kommer til at staa mere frem end de andre; dette kan da rettes ved allerførst at tage et Par Filstrøg — helst med en bred, flad Fil — saa vidt muligt paa langs ad Tandrækken; de Tænder, der saaledes er ramte, maa man naturligvis omhyggelig file skarpe, men heller ikke mere. Efter Filingen kan det være nødvendigt at forny Udlægningen. Denne foretages med et dertil konstrueret Redskab (Fig. 2, 3), der bestaar af en Staalplade, hvori der fra Kanten indad mod Midten er skaaret Savspor af forskellig Bredde; Sporene ender i runde Huller. Tanden føres ind i et passende Spor og bukkes altid det samme Stykke ud til Siden. Hurtigere og uden noget særligt Red- skab kan det gøres, naar man sætter Spidsen af en Skruetrækker i hverandet Tandmellemrum og derpaa vrider den altid det samme Stykke og bestandig til samme Side. I saa Tilfælde maa Udlæg- ningen foretages inden Filingen; men det er vanskeligt ved Vrid- ningen at faa begge Tænder lige meget ud til Siden. I Forbindelse med Saven anvendes meget ofte et andet Redskab, der benævnes en »Vinkel«, og hvis Udseende og Brug angives ved Navnet, idet Haandværkere altid ved dette Ord forstaar den rette Vinkel (enhver anden Vinkel kaldes et »Smig«), Snedkerne anvender altid »Ansatsvinkler«, hvor Vinklens ene Ben er tykkere end det andet, »Tungen«, der meget ofte bestaar af en lang, tynd Staalplade. Naar Tungen i hele sin Længde hviler paa Bredfladen af et Brædt, vil Vinklens andet Ben kunne »ligge an« mod Kantfladen, og Tungen bruges da som Linial. Man bør dog en Gang for alle prøve, om Vinklen er nøjagtig, idet man vender den om og undersøger, om Tungen ogsaa i denne Stilling nøje følger den først tegnede Streg. Er delte ikke Tilfældet, kan man ofte rette den ved et forsigtigt Slag efter Vinklens Halveringslinje i den ene eller anden Retning, efter Fejlens Art. Er Vinklen helt af Træ, bør den være prøvet og rettet, inden Limen, hvormed den er samlet, er bleven tør.