Haandværk I Hjemmet
En række vejledninger i forarbejdelse og reparation af brugsgenstande

Forfatter: Lauritz Jacobsen, Dorothea Heckscher, Poul Dohlmann, J. C. Stocholm, Clinny Dreyer

År: 1906

Forlag: Gyldendalske Boghandel

Sted: Nordisk Forlag

Sider: 302

UDK: 689

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 316 Forrige Næste
246 HAANDVÆ.RK I HJEMMET heden bør man dog vælge Pladerne saa tykke, at en Boring, bliver nødvendig; men det er jo ogsaa kun et Øjebliks Sag. Man huske, at Røret skal tilspidse lidt, da de enkelte Stykker skal skydes ind i hinanden. Til Sammennitningen benyttes helst Kobbernagler, der let og uden synderlig Larm kan plattes ud med en Hammerpen. Skal Arbejdet se godt ud, runder man de dannede Hoveder af med en »Knapmager« (ogsaa kaldet Topsætter), en Staalstang med en halvkugleformet Fordybning i Enden. Som Underlag for Nitnag- lerne benyttes et tykt Gasrør eller en svær Jernstang, som lægges paa to Borde, Stole eller lignende. Rørvalsen har senere været brugt til Tagrender, Vasketude, Daa- ser, Bøtter, Spande, Zinkcylindre til galvaniske Elementer, kort sagt, de forskelligste Ting. Det er mærkeligt, hvor ofte man faar Brug- for et Redskab, naar man først har det. Lejer. Ved Rørvalsens Lejer er der kun det særlige, at der er tre Huller i dem, mens der som Regel kun er Brug for ét; men ellers kan det tilraades Amatøren altid at lave sine Lejer paa lignende Maade. To firkantede Stænger afhugges eller afsaves altsaa og spændes fast sammen. Pladsen for Bolthullerne mærkes og kørnes i Lejets Over- part. Man kan da enten bore alene gennem denne med et Bor af samme Diameter som den paatænkte Skrue, idet man maa overbe- vise sig om, at Hullet virkelig er naaet ned i Underpanten, og der- paa fortsætte med det tilsvarende »Gevindbor«, — eller ogsaa borer man paa en Gang gennem hele Lejet med Gevindboret og rømmer senere Overpartens Huller op. Den første Fremgangsmaade er at foretrække ved Messinglejer, da Boret under Oprømningen er meget slemt til at »hugge i«. Naar Gevindet i Underparten er skaaret, samles Lejet foreløbig, og selve Akselhullet bores med Sneglebor. Hvad Metal Lejet er lavet af, spiller naturligvis ingen Rolle ved et saa simpelt Redskab som en Rørvalse, der kun skal bruges i Ny og Næ, og man tager derfor det billigere Jærn; men ellers er det en Sag af største Vigtighed, hvad man nok vil opdage, naar en Aksel har løbet nogle Millioner Gange rundt i sit Leje. I saa Til- fælde er det den rene Fordærv at have Aksel og Leje af samme Metal; thi da der i begge Dele uundgaaelig vil findes Smaapletter, der er lidt haardere end de øvrige, vil der baade i Akslen og Lejet dannes dybe, ringformede Furer, der næsten altid bliver under- skaarne, saa at det hele har hægtet sig sammen og aldeles ikke er til at skille ad. Leje og Aksel, Skrue og Møttrik, bør derfor altid være af forskelligt Metal, naar der overhovedet kan blive Tale om Slid, og Reglen er da den selvfølgelige, at den Del, der er vanske- ligst at erstatte, laves af det haardeste Metal, altsaa næsten altid af Jern eller Staal, mens den anden Del som Regel laves af Messing, Rødgods eller Bronce. I Praksis vil det jo næsten altid være Aks- len eller Skruen, der er den kostbareste Del, og gælder det ganske særlig om at skaane den, bores Hullet i Lejet — som da naturlig- vis godt kan være af Jern — noget større end Akslen, hvorpaa det