Haandværk I Hjemmet
En række vejledninger i forarbejdelse og reparation af brugsgenstande
Forfatter: Lauritz Jacobsen, Dorothea Heckscher, Poul Dohlmann, J. C. Stocholm, Clinny Dreyer
År: 1906
Forlag: Gyldendalske Boghandel
Sted: Nordisk Forlag
Sider: 302
UDK: 689
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
246
HAANDVÆ.RK I HJEMMET
heden bør man dog vælge Pladerne saa tykke, at en Boring, bliver
nødvendig; men det er jo ogsaa kun et Øjebliks Sag. Man huske,
at Røret skal tilspidse lidt, da de enkelte Stykker skal skydes ind i
hinanden. Til Sammennitningen benyttes helst Kobbernagler, der
let og uden synderlig Larm kan plattes ud med en Hammerpen.
Skal Arbejdet se godt ud, runder man de dannede Hoveder af med
en »Knapmager« (ogsaa kaldet Topsætter), en Staalstang med en
halvkugleformet Fordybning i Enden. Som Underlag for Nitnag-
lerne benyttes et tykt Gasrør eller en svær Jernstang, som lægges
paa to Borde, Stole eller lignende.
Rørvalsen har senere været brugt til Tagrender, Vasketude, Daa-
ser, Bøtter, Spande, Zinkcylindre til galvaniske Elementer, kort sagt,
de forskelligste Ting. Det er mærkeligt, hvor ofte man faar Brug-
for et Redskab, naar man først har det.
Lejer. Ved Rørvalsens Lejer er der kun det særlige, at der er tre
Huller i dem, mens der som Regel kun er Brug for ét; men ellers kan
det tilraades Amatøren altid at lave sine Lejer paa lignende Maade.
To firkantede Stænger afhugges eller afsaves altsaa og spændes fast
sammen. Pladsen for Bolthullerne mærkes og kørnes i Lejets Over-
part. Man kan da enten bore alene gennem denne med et Bor af
samme Diameter som den paatænkte Skrue, idet man maa overbe-
vise sig om, at Hullet virkelig er naaet ned i Underpanten, og der-
paa fortsætte med det tilsvarende »Gevindbor«, — eller ogsaa borer
man paa en Gang gennem hele Lejet med Gevindboret og rømmer
senere Overpartens Huller op. Den første Fremgangsmaade er at
foretrække ved Messinglejer, da Boret under Oprømningen er meget
slemt til at »hugge i«. Naar Gevindet i Underparten er skaaret,
samles Lejet foreløbig, og selve Akselhullet bores med Sneglebor.
Hvad Metal Lejet er lavet af, spiller naturligvis ingen Rolle ved
et saa simpelt Redskab som en Rørvalse, der kun skal bruges i Ny
og Næ, og man tager derfor det billigere Jærn; men ellers er det
en Sag af største Vigtighed, hvad man nok vil opdage, naar en
Aksel har løbet nogle Millioner Gange rundt i sit Leje. I saa Til-
fælde er det den rene Fordærv at have Aksel og Leje af samme
Metal; thi da der i begge Dele uundgaaelig vil findes Smaapletter,
der er lidt haardere end de øvrige, vil der baade i Akslen og Lejet
dannes dybe, ringformede Furer, der næsten altid bliver under-
skaarne, saa at det hele har hægtet sig sammen og aldeles ikke er
til at skille ad. Leje og Aksel, Skrue og Møttrik, bør derfor altid
være af forskelligt Metal, naar der overhovedet kan blive Tale om
Slid, og Reglen er da den selvfølgelige, at den Del, der er vanske-
ligst at erstatte, laves af det haardeste Metal, altsaa næsten altid af
Jern eller Staal, mens den anden Del som Regel laves af Messing,
Rødgods eller Bronce. I Praksis vil det jo næsten altid være Aks-
len eller Skruen, der er den kostbareste Del, og gælder det ganske
særlig om at skaane den, bores Hullet i Lejet — som da naturlig-
vis godt kan være af Jern — noget større end Akslen, hvorpaa det