Haandværk I Hjemmet
En række vejledninger i forarbejdelse og reparation af brugsgenstande

290 HAANDVÆRK I HJEMMET den stengraa, ved »engelsk Rødt« (Dodenkop) rødgul og i det hele taget variere den i det uendelige ved enhver »kalkægte« Farve; men Jernvitriolen maa i alle Tilfælde deri, naar Laget skal sidde godt fast. Ogsaa paa anden Maade kan man afvige fra det ensformige gule; naar man efter Farvens Tørring tegner alle Fugerne op med et Stykke af en Blyantsdigel (maaske kan et Stykke Trækul eller blød Skifer ogsaa bruges), faar en Murflade et overordentlig pynte- ligt Udseende. Som man kan tænke, er en Farve som den anførte umaadelig billig; men det er ogsaa ganske heldigt, da det næsten altid vil dreje sig om store Flader. Men mindst ligesaa store Flader af Træ vil ofte forekomme i Form af Plankeværk og Stakit, og paa Træ hæfter alle Kalkfarver kun daarligt. Man kan da udrøre en Vægt- del Cement i 3 Vægtdele skummet Mælk og dernæst tilsætte et at de anførte Farvestoffer; men Malingen hæfter kun godt paa uhøvlet Træ, og Farvetonen bliver lidt graalig og grumset. En ganske til- talende olivengraa Farve kan dog faas ved Tilsætning af en passende Mængde Okker. Blandingen er ret besværlig at bruge, fordi Cemen- ten sætter sig til Bunds og stadig maa røres op. Mellem hver Paa- strygning maa Cementen have Tid til at hærde, altsaa c. et Døgn. Dernæst skal omtales den almindelige Tjæring. Som bekendt er alle enige om, at man til Træværk kun maa anvende »finsk« Tjære, som man kan fortynde med lidt Petroleum, hvis den er for tyk til at lade sig stryge ud. Kultjære bruges kun, naar Træet stadig skal være vaadt (Skibsbunde, Enderne af nedgravede Stolper). Til Tag- pap har hidtil udelukkende været anvendt Kultjære; men nu vil man ogsaa frakende den al Værdi dertil, og navnlig maa man ikke bagefter bestrø Fladen med Sand, da Pappen i saa Fald brækker ved den mindste Bøjning. Dette sidste er utvivlsomt rigtigt; men i en lang Aarrække har Forfatteren med godt Resultat anvendt Kul- tjære udrørt med lædsket Kalk og Vand til en tynd Vælling. Efter Tørring, som foregaar meget hurtig, faar man dannet en kunstig Asfalt, som er ret elastisk og meget holdbar. Det bedste, men sik- kert ikke det billigste, skal nu være slet ikke at anvende Kultjære, men et nylig fremstillet Stof, Linoleumstjære (Tagpiks), der kan faas i forskellige Farver, ligesom færdigt Tagpap med saadanne liv- ligere Farver er bragt i Handelen. Prisen for Tagpiks er 15 Kr. pr. 100 Pd., der rækker til 300 Kvadratalen; Kultjærens Pris er kun '/< deraf; men den rækker vel næppe saa langt. Har en Flade blot en Gang været tjæret, er det meget vanskeligt at behandle den paa anden Maade senere; navnlig kan den ikke uden videre oliemales; thi Tjæren »slaar igennem«, idet den med Fernissen danner en aldrig tørrende, salveagtig Masse. Og dette gæl- der ikke blot Tjære i almindelig Betydning, men ogsaa den »Asfalt« (i Virkeligheden er det Beg), der bruges til at gøre Ydervægge uigen- nemtrængelige for Blæst og Fugtighed. Vil man imidlertid have en saadan Væg eller et tjæret Tag oliemal’et, er der intet andet for, end