Haandværk I Hjemmet
En række vejledninger i forarbejdelse og reparation af brugsgenstande

300 HAANDVÆRK I HJEMMET saaledes, at Massen efter Omskovling bliver som en lind Vælling; er den for tør, udsætter man sig for, at den slet ikke vil hænge sammen, navnlig naar den er noget »mager« (d. v. s. fattig paa Cement). At tilsætte Vand under selve Udstøbningen vil blot føre til, at Cementen skylles bort fra Gruset. Naar Mørtelen er tillavet, bringes den paa Plads i saa smaa Portioner, at man med Lethed kan række over det belagte Stykke. Naturligvis lægges den i et Lag lidt tykkere end det endelige, og det overflødige stryges af ved en Liste, som støttes paa de to Læg- ter, idet man ikke blot trækker Listen til sig, men ogsaa bevæger den frem og tilbage i sin Længderetning. Ved denne Bevægelse rystes Mørtelen tæt sammen og faar en næsten fuldstændig glat Overflade, og dermed bør man lade sig nøje, da en Pudsning med Rivebrædt er vanskelig ved magre Blandinger. — Naar Mørtelen efter et Døgns Forløb er begyndt at hærdne, maa den skærmes mod for hurtig Tørring, idet man helst dækker den med vaade Sække eller hyppig overbruser den med Vand. At den fuldstændig ødelægges af selv den svageste Frost, er vel almindelig bekendt. Et Arbejde, der ogsaa oflest betroes Mureren, er Opsætning og Rensning af Kakkelovne og Komfurer. Hvad nu de første angaar, er Opsætningen meget simpel, idet de nu om Stunder er saa nøj- agtig lavede, at Stykkerne kun behøver at stables ovenpaa hinanden; at kline Sammenføjningerne med Ler, som det tidligere brugtes, maa fraraades, da det meget ofte fører til, at de spinkle Partier af Ovnen springer. Selv om der findes en enkelt Sprække, har det intet at sige, fordi den som Regel snart tilstoppes af Sod; men i modsat Fald vil den endog oftest virke gavnligt ved at trække daarlig Luft ud af Stuen. Trods alle de moderne Forbedringer af Centralvarmeanlægene foretrækkes Kakkelovnene endnu overalt, hvor Hensynet til deres Pasning ikke er til Hinder, og det skyldes fol- en stor Del, at man uden særlige Indretninger faar en udmærket Ventilation. Er en Stue menneskefyldt eller ryges der Tobak i den, bør man derfor anbringe en Tændstik, en Jernsplint eller Spidsen af en tynd Ildrager mellem Indfyringsdøren og Karmen, saa at man kunstig frembringer en Sprække ovenover Brændslet. Det samme kan af en anden Grund tilraades, naar man fyrer med Kul i en Ovn, der ellers er beregnet paa Koks, idet man derved undgaar den stærke Sodning. Som Regel udfores selve Fyrrummet i Kakkelovne med ildfaste Sten, hvoraf man har særlig dertil bestemte flade og svagt buede Former; de sammenkittes og fæstes til Jernet ved ildfast Ler, der i udblødt Tilstand er blandet med saa meget Sand, at Massen ikke revner ved Indtørring. Denne Foring er nødvendig, naar Ovnen ikke har »Kappe« om sig, da de nederste Partier ellers vil blive glødende; i Ovne med Kappe, og naar Flammen ikke kommer til at berøre Smedejern, er Foringen erfaringsmæssig overflødig. I Komfurer er Udforing af Fyrrummet derimod ganske nød-