Litografien I Danmark

Bestyrelsen deres Ret til at erklære Lockout i Faget. Med Forbundet genoptoges derefter Forhandlingerne, som under Arbejdsgiverforeningens Medvirken den 4. Marts s. A. endte med følgende Forlig: »Ved et Fællesmøde i Dag enedes Parterne om følgende: Der optages straks Forhandling om en ny Dyrtidsordning, omfattende saavel København som Provinserne. De stedfundne Opsigelser, saavel fra Principalernes som fra Arbejdernes Side, tages tilbage, forsaavidt de er foretaget fra og med den 7. Februar, og de vedkommende Arbejdere indtræder i de hidtidige Pladser paa de hidtidige Vilkaar, dog saaledes, at i Tilfælde, hvor der fra Arbejdsgiverens Side er givet Løfte om en bestemt Lønforhøjelse, opretholdes den. Overarbejde i hidtidigt Omfang maa ikke nægtes, og det er en Forudsætning, at Obstruktion ikke finder Sted«. Forbundet respekterede ikke det indgaaede Forlig, hvorfor Principalforeningen paa en ekstraordinær Generalforsamling den 23. Marts s. A. vedtog at lade erklære Lockout og kun at forhandle med Forbundet under Hovedorganisationernes Med- virken. Den 16. April s. A. holdtes der Møde mellem Parterne; ogsaa dette Møde endte uden Resultat, og Principalforeningen sammenkaldte derfor atter en ekstra- ordinær Generalforsamling, der afholdtes den 17. April, hvor man godkendte de af Bestyrelsen foretagne Skridt, der bl. a. havde medført, at der var udstedt Iste Lockoutvarsel den 5te April og 2det Varsel den 11te April. — Lockouten, den første i det litografiske Fag, traadte i Kraft den 19de April 1919. Den blev af lang Varighed, men den bragte ikke Principalerne store Fordele, hvilket i første Linie skyldtes den Omstændighed, at man i Provinsbogtrykfaget i Slutningen af Juni havde afsluttet en Overenskomst, der — fra et Arbejdsgiverstandpunkt set — var yderst uheldig. Den 4. Juli s. A. sluttede Lockouten med en Overenskomst og 8 Dage senere blev Arbejdet genoptaget. Men eet belærte Lockouten dog Forbundet om, nemlig at ogsaa Arbejdsgiverne indenfor Faget havde lært Sammenholdet og dets Værdi, og heri kan man maaske finde en af Grundene til, at Forhandlingerne i 1922 mellem de to Foreninger har faaet et lettere Forløb. I Overenskomsten var fastsat, at de Personer, som under Konflikten havde hjulpet til i Virksomhederne, ikke i nogen Maade skulde have Ulemper i den An- ledning, naar Arbejdet genoptoges. I Praksis voldte det store Vanskeligheder at faa denne Bestemmelse respekteret, og i et enkelt Tilfælde saa Principalforeningen sig nødsaget til at gaa til Voldgiftsretten. Sagen angik en Principalsøn, som havde hjulpet Faderen i Virksomheden. Forbundet, som han var Medlem af, idømte ham til fuld Afgørelse af Sagen en Mulkt, som han betalte. Alligevel forhindrede For- bundet Tilgang til Arbejdsstedet i ca. ^z Aar under Paaberaabelse af, at Indehave- rens Søn var »Skruebrækker«, hvorfor ingen kunde arbejde sammen med ham. 55