Litografien I Danmark

Konkurrencen med Søndagsskolens Stentrykkeri blev tilsidst den Senefelderske Anstalt saa generende, at Opfinderen indsendte en Klage, hvori han begrundede sin Paastand om, at hans Brødre uberettiget havde overdraget Privilegiet til Sko- len. Han opnaaede, at da Professor Mitterers Anstalt androg Regeringen om Be- skyttelse af dens Produktion, nægtedes denne under Henvisning til, at Privilegiet tilhørte Alois Senefelder. Efter flere Aars Stridigheder mellem de to litografiske Anstalter kom det til en venskabelig Overenskomst, idet Senefelder fik Statsansæt- telse som Inspektør ved et nyoprettet Trykkeri. Senefelders Berømmelse var paa dette Tidspunkt trængt saadan igennem, at han opnaaede adskillige Æresbevisninger i Form af Medaljer og Diplomer baade fra Selskaber og kronede Hoveder, og baade fra Ind- og Udland søgtes Opfinde- ren af Personer, som ønskede at indvies i Stentrykkerkunstens Hemmeligheder, og da der ved Statsansættelsen var sørget tilstrækkeligt for hans Udkomme i økonomisk Henseende, lod han beredvilligt sine Erfaringer komme de Videbegær- lige tilgode. Den nye Opfindelse fandt paa denne Maade forholdsvis hurtig Udbre- delse overalt i Europa, og samtidig sloges det fast i den offentlige Bevidsthed, at det var Alois Senefelder, der var Litografiens Opfinder. Allerede 1807 blev. Senefelder opfordret til at give nøje Oplysninger vedrørende sin Opfindelse, for at man ikke Aarhundreder efter skulde strides om hans Person og hans Værk, saaledes som Tilfældet havde været med Gutenberg. Det var denne Opfordring, der blev den direkte Aarsag til, at det Senefelderske Etablissement udsendte Mønsterbogen med de udførlige Beskrivelser og Prøvetryk. I Januar 1809 udsendte Senefelder yderligere sit Cirkulære »Höchstwichtige Nachricht, die Stein- druckerei betreffend«. Den kunstelskende Kronprins Ludwig af Bayern viste Opfinderen stor Interesse, han besøgte ofte den Senefelderske Virksomhed, og han lod Billedhuggeren Joseph Kirchmaier modellere en Buste af Alois Senefelder. Denne har senere, udført i Marmor, fundet Plads i »Ruhmeshalle« i Münchens Bavaria. I Januar 1810 ægtede Senefelder den 17-aarige Josepha Versch, der allerede døde 1813 efter at have bragt en Søn, Heinrich, til Verden. Allerede i December samme Aar giftede Senefelder sig paany med Maria Anna Reisz, der blev ham en god Hustru. Med økonomisk Sans — der altid havde trykket den sorgløse Op- finder — forstod hun at holde pekuniære Vanskeligheder borte fra Hjemmet. Hun bragte ordnede Forhold til Veje og tog sig med moderlig Omhu af den lille moder- løse Heinrich. Alois Senefelder fik nu Ro til helt at ofre sig for sin Opfinderger- ning. Lige saa længe han levede, syslede han med Løsningen af nye Problemer. Der var ofte sket Opfordring til Senefelder om at skrive en Lærebog i Lito- grafi, og han havde ogsaa nu og da syslet med Tanken, men atter lagt Arbejdet til Side. Under et Ophold i München forsøgte André at overtale Senefelder til for Alvor at tage fat paa Bogen, og Senefelder syntes ogsaa at ville efterkomme Op- fordringen. Bogen bebudedes i hvert Fald offentligt; men saa kom der atter noget i Vejen. Senefelder maatte rejse til Wien i Anledning af et nyt Stentrykkeris Op- rettelse. Sammen med en tidligere Elev, Lorenz Kohl og Bogtrykkeren Karl Gerold foretog han de fornødne Anskaffelser. Kohl og Heinrich Papin tegnede og Sene- felder ledede Trykforsøgene. Det første bemærkelsesværdige Forlagsværk fra den Geroldske Anstalt udførtes af Papin og C. Klette 1816; det var Vierthalers Rejse- beskrivelse: »Meine Wanderungen durch Salzburg, Berchtesgaden, Österreich«, Stengravurer af Landskaber med Raderings Karakter, just ikke af betydelig kunst- nerisk Værd. En Artikelrække om Litografiens Opfindelse, skrevet af Generalsekretæren i det kgl. bayerske Videnskabernes Akademi Friederich v. Schlichtegroll, synes endelig at have gjort sin Virkning med Hensyn til at faa Senefelder til at tage fat 5 33