Aktieselskabet Dansk Staalvarefabrik
Førhen H.P. Larsen & Søn. Grundlagt Aar 1880

STAALETS FREMSTILLING ELEKTRO- Det er ligeledes ved denne Proces, at man fremstiller de forskellige Specialstaal, for Eks. Wolfram-, Chrom-, Mangan-, Nikkel-, Nikkel- zhrom-, Vanadin-, Titan-, Alumi- nium- og Molybdænstaal. Det saa- kaldte selvhærdende Staal er væ- sentligt fremstillet af almindeligt Di- gelstaal, der har i'aaet nogle Tilsæt- ninger, hvoraf Wolfram eller Chrom er de vigtigste. Det er derved blevet saa haardt, (naturhaardt), at man ikke behøver at hærde det. 5. Elektrostaal fremstilles ligesom Digelstaal i lukkede Ovne uden at fremmede Stoffer faar Adgang til Materialet. Som Følge heraf kan man ogsaa ved denne Metode freni- Fig. 15. Elektrostaalovn. bringe et Produkt, der i Renhed og Ensartethed overgaar alt andet Staal. Den til Smeltningen nødvendige Varmegrad opnaar man i denne Ovn ved Hjælp af den elek- triske Strøm, der i store Mængder (indtil 15000 Ampere i en 15 Tons Ovn), men med forholdsvis lav Spænding (70—100 Volt) sendes gennem det Materiale, der skal smeltes. Processens Art kan man let forestille sig, dersom man tænker sig Staalet anbragt mellem Kulspidserne i en elek- trisk Lysbuelampe. Dersom man nu sender en til- strækkelig stærk Strøm gennem Lampen, vil den Lysbue, der sædvanligvis slaar over mellem Kul- spidserne og frembringer Lyset, slaa over fra den ene Kulspids til Staalet og fra dette atter over til den anden Kulspids, og Staalet vil smelte. Det er en Selvfølge, at Kulelektroderne, der skal lede saa store Strømmængder, som her er Tale om, maa have mægtige Dimensioner. Man regner at kunne belaste hver Kvadratcentimeter Elektrode med ca. 6 å 7 Amp., hvilket vedi 15,000 Amp. giver en Elektrodediameter paa over en halv Meter. Skønt allerede W. Siemens i 1879 foreslog denne Fremgangsmaade, blev det dog forst Ita- lieneren Stassano og Franskmændene Héroull og Girod, der omkring Aar 1900 byggede praktisk anvendelige Lysbueovne. I de sidste Aar er der konstrueret andre Ovne, saaledes f. Eks. af Sven- skerne Lindblad, Otto Frich og Rennerfelt for- uden Kellermann- og Nathusiusovnen. Princippet i dem alle er omtrent det samme: to eller flere Kulelektroder, der paa forskellig Maade fores ind i Ovnrummet, saaledes at Buen enten slaar over direkte mellem Elektroderne og ved Straaievar- men bringer Materialet (Badet) til at smelte (Stassano), eller mellem Kulelektrode og Badet, og derfra enten videre ved en ny Bue til Kulelek- trode (Héroult, Rennerfelt etc.) eller direkte fra Badet til en eller flere deri anbragte Elektroder (Girod, Keller, Nathusius). Selve Ovnrummet i disse Lysbueovne minder om Herden i en Martinovn og er foroven lukket med et kuppelformet Dæksel. Ovnrummet, der kan være bygget til Charger, hvis Størrelser va- rierer mellem hundrede Kilogram og 25 Tons, staar sædvanligvis paa Gænger, saaledes at Ov- nen ved Tømningen kan drejes ved Haand-, elek- trisk- eller hydraulisk Kraft. Kulelektroderne føres ind i Ovnrummet gennem Aabninger, der svarer til Elektrodernes Diameter. Efterhaanden som Kullene forbrændes eller Processen skrider frem, skal disse kunne skydes længere ind eller trækkes længere ud, hvilket sker enten ved Haand- kraft for de smaa Ovnes Vedkommende eller ved hydraulisk eller elektrisk Kraft ved de større Ovne. Som Følge heraf maa Aahningerne i Ov- nen være noget større end Kullets Diameter, og gennem dette Mellemrum staar Flammer ud og fortærer af Kullets Sider. For at undgaa dette — 11