Plantephysiologi og Plantekulturens Theori
Bearbeidet Til Brug For Landmænd

Cut CulturplanterneS Sygdomme. 301 lighed bliver Mcelstoffet indvævet imellem Svamptraadene og sam- mentsrres tilligemed disse til en haard hvid Masse; ved den hurtigt fremskridende Forraadnelse tilintetgjores ogsaa Mcelstoffet, saa at der af den hele Kartoffel ikke bliver andet tilbage end en Sæk opfyldt med en tynd, ildelngtende Dædske. De senere Stadier af Sygdommen ere imidlertid saa mang- foldige og selv hos Kartofler fra samme Plante saa forskjellige, at det vilde blive for vidtløftigt at gaae ind paa deres iioicve Beskri- velse, hvilket ogsaa er overflødigt af den Grund, at Sygdommens Begyndelse, som ovenfor er skildret, og som viser sig eens hos alle Former, er tilstrækkelig til deraf at udvikle det Væsenlige ved Sygdommen. Knn den Kjendsgjerning maa her bestemt fremhæves, at alle Snyltegjæster, saavel Svampe som Dyr, forst vise sig paa et senere Stadium af Sygdommen, og at disse altsaa aldrig kunne være den oprindelige Aarsag til Sygdommen. 3. De syge Kartoflers chemifle Forhold. For at afslutte Billedet af Sygdommen meddeles her folgende Bemærkninger over de cbemiske Forhold mider Sygdommen. Den sunde Kartoffels Saft reagerer svagt syrligt, de syge Steder undertiden svagt alkalisk. Bed Sygdommens videre Ud- vikling indtræder, uben at man er istand til forklare Grunden til cii slig Forskellighed, snart en afgjort fimr, snart en ligesaa afgjort alkalisk Reaction, og den sidste navnlig saa bestemt, at den ikke kan antages betinget af Ammoniak alene. De meget ildelugtende Kar- tofler reagere desuden tydeligt ammoniakalsk, hvilket er let forklar- ligt ved Adskillelsen af qvælstofrige Substanser. Cellevæggene i de angrebne Celler farves i Begyndelsen ved Jod og Svovlsyre blaat, ved Sygdommens Fremrykken derpaa efterhaanden grønligt blaat, gront, gronguult og endelig guld- eller brunguult. De qvælstof- holdige Substanser antage ligeledes, efterhaanden som Sygdommen rykker frem, ved Behandling med Jod en bestandigt mortere Farve. Det qvælstofholdige Indhold synes, efter Liebigs Undersøgelser, ikke længere eller idctinindste kun for en liden Deel at bestaae af Wggehvide, men af Ostestof. Meelstofkornene vise i alle nogenlunde hæsligt angrebne Kar- tofler, selv i de endnu sunde Celler, en (5'iendommelighed, hvorved de strax kunne adskilles fra Mcelstoffet i den sunde Kartoffel. Saa- snart de nemlig tørres, dannes i deres Indre en Mængde brede