Om Arbejdets Betydning for det Aandelige Liv
Almeenfattelige Foredrag
Forfatter: R. Nielsen
År: 1880
Forlag: Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn).
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 88
UDK: 331 Nie
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
8
Timelige til at gaae ind under det Evige, saa at vi
stadig, trods Vildfarelser, dog komme Maalet nær-
mere? Vi skulle forsøge en Løsning af dette Spørgs-
maal, eller dog i det Mindste stræbe at yde nogle Bi-
drag til nærmere Forstaaelse. Det er ikke Kirkens
Døre, vi her ville prøve at aabne; vi nøies med det
Lavere, vi ville gaae ind i en Smedie.
Det var seent paa Efteraaret, for henved en Men-
neskealder siden. Høsten var endt, Markerne nøgne og
Skyerne graa. I Skoven lød dybe Suk, thi Stormen
stemte sit Orgel, og Vindene legede vildt med de gustne
Blade. Det var en Løverdag Eftermiddag; en Deel
Mænd fra Landsbyen, ældre og yngre, vare samlede i
Smedien. Smeden havde Ord for at være en dygtig
Mand, ikke blot til at svinge sin Hammer, men ogsaa,
naar det gjaldt, til at give sit Ord med i Lauget. Nu
var han til Aarene, og Mælet ikke saa frisk som før.
Imidlertid havde man af gammel Vane et Slags offen-
ligt Stævnemøde i Smedien; der hørte man Nyt, læste
Aviserne, talede om Dagens Begivenheder og indlod sig
i alle Slags Forhandlinger. Høsten havde været varm,
men Laderne vare ogsaa fulde, og baade Rugen og
Hveden 'gav godt i Skjæppen. Ja, bemærkede En af
Mændene, Arbeide har vi da nok af, naar det Ene
ender, saa begynder det Andet. Der er saamænd Guds
Velsignelse af Korn; bare det var i Priis, saa havde
man da noget for sit Arbeide. Hvad siger I, Jens
Madsen, svarede Smeden, som endnu stod ved sit Ar-
beide, vi skulle dog vel ikke arbeide for Kornpriserne
alene. Da veed jeg dog, svarede den Tiltalte, at vi
arbeide for at fortjene Noget. — Deri har Jens Madsen
Ret, bemærkede en Hosstaaende, idet han strøg Huen