Om Arbejdets Betydning for det Aandelige Liv
Almeenfattelige Foredrag

Forfatter: R. Nielsen

År: 1880

Forlag: Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn).

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 88

UDK: 331 Nie

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 100 Forrige Næste
8 Timelige til at gaae ind under det Evige, saa at vi stadig, trods Vildfarelser, dog komme Maalet nær- mere? Vi skulle forsøge en Løsning af dette Spørgs- maal, eller dog i det Mindste stræbe at yde nogle Bi- drag til nærmere Forstaaelse. Det er ikke Kirkens Døre, vi her ville prøve at aabne; vi nøies med det Lavere, vi ville gaae ind i en Smedie. Det var seent paa Efteraaret, for henved en Men- neskealder siden. Høsten var endt, Markerne nøgne og Skyerne graa. I Skoven lød dybe Suk, thi Stormen stemte sit Orgel, og Vindene legede vildt med de gustne Blade. Det var en Løverdag Eftermiddag; en Deel Mænd fra Landsbyen, ældre og yngre, vare samlede i Smedien. Smeden havde Ord for at være en dygtig Mand, ikke blot til at svinge sin Hammer, men ogsaa, naar det gjaldt, til at give sit Ord med i Lauget. Nu var han til Aarene, og Mælet ikke saa frisk som før. Imidlertid havde man af gammel Vane et Slags offen- ligt Stævnemøde i Smedien; der hørte man Nyt, læste Aviserne, talede om Dagens Begivenheder og indlod sig i alle Slags Forhandlinger. Høsten havde været varm, men Laderne vare ogsaa fulde, og baade Rugen og Hveden 'gav godt i Skjæppen. Ja, bemærkede En af Mændene, Arbeide har vi da nok af, naar det Ene ender, saa begynder det Andet. Der er saamænd Guds Velsignelse af Korn; bare det var i Priis, saa havde man da noget for sit Arbeide. Hvad siger I, Jens Madsen, svarede Smeden, som endnu stod ved sit Ar- beide, vi skulle dog vel ikke arbeide for Kornpriserne alene. Da veed jeg dog, svarede den Tiltalte, at vi arbeide for at fortjene Noget. — Deri har Jens Madsen Ret, bemærkede en Hosstaaende, idet han strøg Huen