Om Arbejdets Betydning for det Aandelige Liv
Almeenfattelige Foredrag

43 Kongen reiste sig; den gyldne Ring om hansPande luede med sælsom Glands, da han udstrakte Scepteret mod den høie Port og man saae den aabne sig. Det var et Spændingens Øieblik. Den ældste Søn i sin fulde Rustning sad stivt i Sadlen. Ved Synet af Kongen og Thronen og den forsamlede Mængde blev han som greben af Vanvid. Hans Kind var hvid, lians Pande furet, der sprang Gnister af de sorte Øine, da han med draget Sværd foer ind paa den Gamle. Mængden stivnede af Skræk; men Lynet splintrede hans Sværd, Tordenen rullede, og ved et Brag, som naar Bjergene briste, forsvandt Oprøreren med sin Skare i Mulm og Mørke. Hvor bleve de af? Intet Menneske saae det; men vidunderlige Sagn om Heste, Krokodiler og Ildhav fortalte siden derom til Børnenes Rædsel. Kongen udstrakte Scepteret mod den lave Dør, og hvilken Forvandling! Det blev saa klart som en Indiens Dag. naar Solen staaer høit paa den azurblaa Himmel, kun at dens Lue ikke brændte, men lyste mildt med Velsignelsens Skin. Ved Thronens Fod laa knælende en ung Prinds, og ved hans Side en deilig Kvinde, krandset som Brud, med milde Lotosøine; det var den lydige Søn og den fattige Pige. Intet Ord beskriver det Blik, hvormed Faderen hilsede dem. Seer Du, hviskede Ristri, den ypperste Mand i Kongens Raad. til en af sine Venner, disse Perler om Prindsessens Hals? Varuna er i Perlerne: kun (judens Øine lyse med saa vidunderlige Farveskjær. Det er Taarer, forvandlede Taarer, Perler hentede dybt fra Hjertets Bund, saa klare Taarer grædes kun i Kjærlig- hedens Savn og Længsel. Men Speilet der ved Siden, spurgte Vennen, det seer jo næsten ud som eii Spade,