Om Arbejdets Betydning for det Aandelige Liv
Almeenfattelige Foredrag

44 indfattet i Gold og Diamanter, hvad er det? Ja, Du har Ret, et Speil og dog en Spade! Det er hans Ar- beidsredskab, den Spade, hvormed han grov paa Heden, da de mødtes første Gang, og Kildevældet rislede i Sandet. — Altsaa et Mindetegn. Tilvisse! Hver Gang hun seer i dette Speil, og han staaer hos, og glædes ved det skjønne Billed, da ville de tænke paa det første Møde. Det vil da minde dem om Savn og Sorg og mørke Dage; men, vedblev Ristri, idet de Arm i Arm gik stille hjem, slige Minder ere just en Velsignelsens Hemmelighed. Den Fryd, der kun er Øieblikkets Bam, er flygtig, forgængelig som Øieblikket, men Glæden, der fødtes i Sorg, opammedes i Savn og voxte sig stor i Modgang, har Inderlighedens Kraft til at modstaae Omskiftelse. Slige Sorgens Minder ere jo Glædens Ammer, de ere som Gangeskilderne i Himmalajas mørke Fjelde: fra dem udvælder Kjærlighedens Strøm med Foryngelsens Bad, og Draaberne glimre som Morgenens Dug paa Livstræets Blade. — Ja, svarede Vennen, er Arbeicle et saadant Opdragelsesmidclel, saa var det da godt, at den gamle Konge fik sin Villie. Det Billede, jeg her har udkastet, skulde nu vække alvorlig Eftertanke og tjene som Grundlag for en virke- lig \ erdensbetragtning. Er Troen paa det guddomme- lige Forsyn en trøsterig Sandhed eller maaskee, naar den nærmere prøves, en Indbildning? hvilke Vidnesbyrd have vi herom i vore jordiske Arbeider? Religionen lærer os, at vi, trods Forkrænkelighedens Mærker og al vor Skrøbelighed, dog oprindelig stamme fra Himlen, at denne Jord ikke er vort egenlige Hjem, at vi kun ere her for vor Opdragelses Skyld, som i en Fornedrelsestilstand, som kongelige Børn i Arbeidsdragt.