Om Arbejdets Betydning for det Aandelige Liv
Almeenfattelige Foredrag

45 Den lydige Søn, Faderens Eenbaarne, har jo levet iblandt os, har kaldt os sine Brødre og Søstre, har lidt for os og arbeidet med os, at vi klart og inderligt maatte forstaae, hvorledes der i det Timelige kan leves for det Evige, hvorledes Arbeidet i det Forkrænkelige kan bevirke, at Døden tager det bort, og vi som ægte Kongebørn følge med ham, den Rene, den Opliøiede, men dog, af Kjærlighed til os, saa dybt Fornedrede, ind i hans Rige. Det barnlige Sind, der troer Aaben- baringens Ord, seer Tegn overalt paa, at Livet ikke dreier sig i snævre Kredse, men higer fremad, bestandig fremad mod det Uendelige. Lilien paa Marken drømmer om Lyset fra oven, Bækken iler til Floden, og Floden ud til Havet, det umaalelige med de dybe Grunde. Overalt en uforklarlig LæDgsel, en Stræben og Higen mod det Ubekjendte. Og Stjernerne, disse Himlens klare Øine, der ret overskue det Viisdommens Tempel, hvori den Almægtige boer, blinke ned til os, som ville de sige: Jorden er herlig og stor, men større endnu er Kjærlighedens Hjem i Faderens Rige; kommer herop, I Jordens Smaa, I ere jo Faderens Børn, kommer herop, her er det godt at være. Men der gives nu ogsaa en anden Forklaring, og den lyder saaledes: Det er en østerlandsk Fabel, at Mennesket stammer fra Himlen, nei, Jorden er alt Levendes Moder: „af Jord er du kommen, til Jord skal du vorde“, det gjælder ikke blot om Planter og Dyr, men ogsaa om Mennesket. Vi ere ikke „Guds Slægt“; vi ere en Dyreslægt ined rige Evner paa Grund af en heldig organiseret Hjerne; Videnskaben, siger man, har jo beviist, at vi have Stamtræ tilfælles med Aberne. Menneskets Forskjei fra Dyret er en trinviis, gradviis