Om Arbejdets Betydning for det Aandelige Liv
Almeenfattelige Foredrag

51 i Forening med Gudsfrygt vidner om Forsynets Velsig- nelse og leder os til en salig Ende. Vi ville ingenlunde gaae i Rette med Præsten, som i en menneskelig Velmen en har forfeilet sin Op- fattelse; men da vi nøie maae kjende Manden, eftersom vi jo i vor egen Phantasi have dannet hans Charakteer, maae vi spørge alvorlig, om et saadant Fritænkeri, selv naar det klædes i Sædelighedens Skin, virkelig kan til- fredsstille Menneskets Indre, eller om her ikke bliver Noget tilbage, som vidner om en vilkaarlig standset Udvikling. At den Paagjældende har kæmpet med sig selv og med Verden, maaskee endog en haard Kamp, betvivle vi ikke; men saa er Lykken traadt til og har ved et venligt Smiil gjort Udslaget. En saadan Op- gjørelse er utilforladelig; thi Ulykken, der i Tilværelsen dog vel er lige saa stærk som Lykken, kunde jo ved at bryde ind have givet Sagen en heel anden Vending. Her spørges ikke, om den Ulykkelige maaskee dog med sine sædelige Grundsætninger kunde have holdt ud i Forvisning om, at Død og Tilintetgjørelse tilsidst maatte ende det Hele. Slige, i deres Art storstilede, Exempler finde vi i den hedenske Oldtid. Nei, Spørgsmaalet er, hvorledes dét vilde gaae, naar den indre Udvikling ikke blev standset. Naturens Love i og for sig ere jo hverken sæde- lige eller usædelige, men blive det først ved at opfattes og anvendes af Mennesker. Naturretten er, hvad vi kunne see paa Dyrene, hverken retfærdig eller uretfærdig: den Stærkere faaer Ret, og dermed er Sagen afgjort. Uden at indlade os i forviklede Undersøgelser, nøies vi her med at opkaste det Spørgsmaal: hvad vilde det blive til med Sædeligheden i det menneskelige Samfund, 4*