Om Arbejdets Betydning for det Aandelige Liv
Almeenfattelige Foredrag

63 Onde, af fortjent Belønning og forskyldt Straf. Kun hvor der udtrykkelig tages Hensyn til mine og dine Vilkaar, mit og dit Arbeide, mit og dit Værd, kan der være Tale om virkelig Retfærdighed. Hvad ligger nu heri, naar vi tænke nøiere efter? En timelig Gjerning kan dog vel umulig have evige Følger. Da de ufor- anderlige Naturlove hverken ere gode eller onde, saa kan den onde Handling stundom have gode d. v. s. ud- vortes fordeelagtige Følger for den Onde. Det oprører vor sædelige Følelse; vi søge da at komme Retfærdig- heden til Hjælp ved timelig Straf og timelig Belønning. Men er det nu muligt at forestille sig en timelig Hand- ling saa stor og god. at den virkelig kunde fortjene en evig Løn? Hvor urimeligt! Det Samme maa vel gjælde om evig Straf for en timelig Handling, Hand- lingen være nok saa ond. Ligesom timelig gode Gjer- ninger ret blive kjendelige ved deres Modsætning til de timelig onde, de timelige Belønninger ved Modsæt- ning til de timelige Straffe, saaledes bliver da ogsaa Retfærdighedens Haandhævelse kun mulig ved Hjælp af en tilsvarende Uretfærdighed. Virkelig Retfærdighed er betinget af, at Uretfærdighed er mulig; men i Evig- heden er Uretfærdighed umulig, følgelig ogsaa Ret- færdighed. Naar man nu ikke desto mindre bliver ved med at udmale sig den evige Retfærdighed saaledes, at den gjengjælder det til sin Tid Gode med evig Beløn- ning og det i Tiden Onde med evig Straf, saa er det ikke Fornuften, men den blinde Lidenskab, der reiser sin uoverstigelige Skranke mellem de Salige og de Fordømte, eller, med andre Ord. forvandler den evige Retfærdighed til evig Uretfærdighed.