Om Arbejdets Betydning for det Aandelige Liv
Almeenfattelige Foredrag

64 Det Evige er i sig selv ingen Virkelighed, det er kun en almindelig Tanke; først naar Indbildningen træder op og gjør sine Mirakler, befolker den Evigheden og viser os en overnaturlig Troens Verden med evig Salige og evig Fordømte. „Den gamle Verdens Byg- ning“, siger en aandrig, fransk Forfatter, „hvilede paa Tro. Religion, Politik, Moral, Litteratur, Alt bar Præget af denne Tro. Der var ingen Tvivl i Sjælene, ingen Tøven i Handling. Man kjendte kun to Aarsager, Gud og Djævelen, to Leire, de Godes og de Ondes, to Steder i Evigheden, tilhøire og tilvenstre for Dommeren. Hele Vildfarelsen var paa denne Side, hele Sandheden paa hiin. Nuomstunder er hos os Intet Sandhed eller Vild- farelse; man maa opfinde nye Ord. Vi see overalt kun Grader og Afskygninger; vi tilstaae endog Eens- heden af det Modsatte. Vi kjende ikke mere Religionen, men Religioner, ikke Moralen, men Sæder, ikke Prin- ciper, men Kjendsgjerninger. Den moderne Dyd er en Tolerance, som vore Forfædre vilde have betragtet som den yderste Svaghed.“ Hvad Menneskekærligheden angaaer, da glimrer denne Dyd jo især ved at husvale de Lidende, bespise de Hungrige og klæde de Nøgne. Men i Evigheden er der ingen Fattige, ingen Nødlidende; der behøves ingen Godgjørenhed, ingen Sygepleie, ingen Hospitaler i den anden Verden. I en Tilværelse fuld af Lidelser, Kum- mer og Nød, altsaa i det Timelige, er Taalmodighed en Dyd; men i en Verden, hvor der slet ingen Lidelser og ingen Nød er, er der slet ingen Brug for Taalmodig- hed. Denne paa Jorden saa skjønne Dyd hører jo hverken hjemme i Himlen eller i Helvede. I Himlen er den da ganske overflødig; thi naar man er salig,