Om Arbejdets Betydning for det Aandelige Liv
Almeenfattelige Foredrag

 hed er, om muligt, endnu mere fordærvelig end den første. De, der paastaae, at Troen Intet har med Over- leveringen at gjøre, at al positiv Religion er et gammelt Paahæng, der kun gjør Skade, fordi Kulturmennesket nu allerede er naaet saa vidt, at det kan danne sig selv en Religion eller leve uden al Religion, disse ny- modens Viismænd have kun gjort et meget overfladisk Indblik i Menneskets Natur. At fælde Dom over en Religion, hvis indre Væsen man ikke kjender, er let- sindigt; for at forkaste den positive Religion, maa man kjende den. For at kjende en given Religion, inaae vi da allerførst undervises om, hvad det er, den sætter som evig Sandhed og ufravigelig Betingelse for denne Sandheds Erkjendelse. Det første Spørgsmaal kan altsaa ikke være, hvad den Enkelte troer, men hvad Religionen lærer. I et vel ordnet Samfund, hvor denne Religion er erkjendt som sædeligt Grundlag, maa der da omhyggelig drages Omsorg for, at dette Grundlag bliver i Statssamfundets Navn opfattet og for- staaet af alle Borgere. Kun under denne Forudsætning kan der være Tale om en sand Kritik af det Religiøse. Kritiken vil da kunne gaae i dobbelt Retning, idet den deels sigter paa hele Samfundets Krav, alvorlig prøvende og undersøgende, hvor vidt den givne Religion i Alt væsenlig fyldestgjør de sædelige Fordringer; deels gaaer ud paa at klare og retfærdiggjøre den egne, subjective, personlige Overbeviisning, som det fornuftige Stats- samfund kan og vil anerkjende, saa sandt deri ikke indeholdes Noget, som væsenlig undergraver Sædelig- heden. Under denne Forudsætning vil en ærlig Kamp imellem Fritænkerne og den positive Religions Forsvarere 5*