Det første danske Industrimøde

som vi har den Glæde at se her til Stede, og hvem vi skylder den største Tak for hans dybe Forstaaelse i Tanke og Gerning af den Opgave, som den Gang blev taget op. Admiral Lindmans Udnævnelse til Uden- rigsminister medførte, at Ledelsen paa svensk Side gik over til Chefen for det svenske Commerce-Kollegium, Generaldirektør Fryxel, der i ikke mindre Grad end Admiral Lindman og Overingeniør Wahlberg har om- fattet Opgaven med den dybeste Interesse. Stockhol- mer-Mødet førte til en med de lo Regeringers Støtte optagen ekstraordinær meget betydelig Vareudveks- ling mellem Danmark og Sverige. Fra norsk Side var Interessen fra Begyndelsen noget mindre, men Konge- mødet i Christiania medførte her en Ændring, idet Norges egentlige Medvirkning i større Stil skriver sig fra dette Tidspunkt. Paa Grundlag af Vedtagelsen paa Kongemødet overgik Forhandlingerne nu til officielle Delegerede, som fik den Opgave al udarbejde en Plan for Samarbejdet. Ved Møder, der afholdtes i Christia- nia og Stockholm i Løbet af Januar 1918 og afslut- tedes i Kjøbenhavn i forrige Maaned, enedes man om Planen. Ved denne knæsatles det Princip, som fra Begyndelsen er lagt til Grund, nemlig al bygge Vare- udvekslingen ikke paa en egentlig Kompensation, men paa Ønsket om og Villien til at hjælpe de andre Lan- de i størst muligt Omfang uden smaalig Afvejen af Gentjenester. Hvilket Omfang denne Vareudveksling har laget, vil frenigaa af en Sammenligning mellem Danmarks Ud- førsel af Levnedsmidler til Sverige i Januar—Februar 1917 med Udførselen i Januar—Februar 1918. I de første to Maanedei’ var Værdien ca. 850,000 Kr., i de tilsvarende to Maaneder i Aar ca. 24 Millioner Kr. Om- vendt svarer hertil en meget betydelig Vækst i Tilfør- slen fra Sverige til Danmark af Varer fremskaffede gennem Vareudvekslingen udenfor den normale Han- del. Vareudvekslingen med Sverige og Norge er jo direk- te begrundet i den ved Krigen fremkaldte Nødvendig- hed for de tre Lande af at yde hinanden Støtte paa et rent vareøkonomisk Grundlag, men i Forholdet mel- lem Staterne kan Økonomi og Politik ikke skilles ad. I Forholdet mellem Staterne er Politiken det. bevidste Udtryk for de økonomiske Bestræbelser, og ingen Sin- de mere end nu maa det jo staa klart for alle, i hvil- ken Grad Handelspolitiken er det fundamentale i Uden- rigspoliliken. Er det ikke Handelspolitiken, der bærer Tysklands Krav om Plads i Solen og Frihed paa Ha- vene, saavel som Englands Krav om Suprematien paa de samme Have? Den Vekselvirkning, der saaledes er mellem den rene Magtpolilik og Handelspolitiken, ka- rakteriserer ogsaa de nordiske Landes Forhold til hin- anden. Gennem Tiderne var Sveriges og Danmarks Forhold bestemt ved de to Landes Forhold til de store Magter paa den anden Side Østersøen, først Polen og Tyskland, siden Rusland og Tyskland. Hvis Krigen nu fører til, at der paa den anden Side Østersøen kun maa regnes med en Stormagt, hvis den fører til, at det er den samme Fastlandsmagt, der maa regnes med i Nord som i Syd, og hvis Virkningen af denne Magt bliver en Svækkelse af Adgangen til de østlige Marke- der, saa maa den logiske Følge heraf blive et større Samarbejde mellem de skandinaviske Lande. Ligesom den fælles Trang under Krigen har ført til det økono- miske Samarbejde, for hvilket Vareudvekslingen er et Udtryk, vil de fælles Vanskeligheder, som maa rejse sig ved Fredsslutningen og senere under Forhandlin- gerne om Handelstraktaterne, føre til et Samarbejde for saa vidt man da i de tre Lande formaar at frigøre sig for gamle Tvangsforestillinger og forstaa, at det kun er Modparten, som har Interesse af, at vi isolerer os fra hinanden. Naar denne Tids Historie en Gang bliver skrevet, vil man ikke kunne underkende Betyd- ningen af det Samarbejde mellem de skandinaviske Lande, som har fundet sit Udtryk i Kongemøderne, men man vil samtidigt have Øje for, at en effektiv Samvirken paa de samme Linier, f. Eks. i Tonnage- politiken, maatte have kunnet føre til Resultater, der var gunstigere for de tre Lande, end dem, der virkelig er opnaaet. Jeg har fremhævet, at det skandinaviske Samarbej- de gennem Vareudvekslingen ikke er bygget paa eller bør fortsættes paa et almindeligt Kompensationsgrund- lag. Uheldet vilde ganske vist, at den første Frugt af Samarbejdet mellem Norge og Danmark, efter at Va- reudvekslingen er ført ind i de officielle Baner, netop er en Kompensationsforætning. Jeg sigter derved til Udvekslingen af Salpeter og Korn, som i Norge har fremkaldt fra en enkelt Side en ret skarp Kritik, idet man har ment, al den Pris, man fra dansk Side begæ- rede for Kornet, 55 Kr. pr. 100 Kilo, en Pris, der lig- ger væsentlig over vore Maksimalpriser, ikke tydede paa nogen Broderskabsaand. Efter at det ogsaa i den norske Presse er kommet tydeligt frem, at denne Pris svarer til Priserne paa Korn før Krigen nøjagtigt, som Prisen paa den norske Salpeter svarer til Prisen for denne Vare før Krigen, har man vistnok bedre faaet Øjet op for, at Salpeterprisen paa en Maade har truk- ket Kornprisen med sig; muligt er det ogsaa begyndt at gaa op for den norske Almenhed, at vi her i Landet kun med største Vanskelighed kan skaffe det i og for sig ikke særlig store Kvantum af 100,000 Tønder Korn, der stilles til Raadighed straks. Nogle faa Tal burde være tilstrækkelige til at retfærdiggøre delte For- hold. Vort normale Forbrug af Korn og Foderstoffer kan sættes til 3,700,000 Tons eller 37 Millioner Hekto- kilogram. Hpraf mangler vi i den indeværende Kon- sumperiode IV2 Million Tons i vor Indførsel, V2 Mil- lion Tons i vor Høst, ialt 2 Millioner Tons eller 20 Millioner Hektokilogram. Med en saa kolossal Reduk- tion bør det kunne forstaas, al 100,000 Tønder bety- der et yderligere betydeligt Afsavn for Landets Hoved- bedrift. Bestræbelserne fra dansk Side paa at skaffe Sverige og Norge, hvad de tiltrænger, og for at stille Varerne til Raadighed paa rimelige Vilkaar vanskeliggøres no- get ved den Forskel i Udviklingen af Prisniveauerne, som karakteriserer Markederne i de tre Lande. For de Varers Vedkommende, som vi køber fra Sverige og Norge: Tømmer, Træ, Papirmasse, Jern, Staal, Salpe- ter etc., har Priserne udviklet sig frit uden Indgreb fra Statens Side og har vel saaledes fulgt Bevægelserne paa de store udenlandske Markeder. Anderledes med de danske Landbrugsprodukter. Her har Maksimal-