Det første danske Industrimøde

8 prispolitiken holdt det indenlandske Niveau nede og allerede paa et tidligt Stadium fremkaldt en Niveau- difference mellem Indlandspriserne og Udførselspri- serne. Udførselspriserne for vore Landbrugsproduk- ter har kun delvis fulgt Prisstigningen paa Verdens- markedet, bl. a. foi’di Prisniveauerne ogsaa i andre Lande ofte har været regulerede ved Statsindgreb. Men hvis Landets Handelsbalance ikke skal stille sig altfor ugunstig, maatte det være nødvendigt at kræve Priser for den danske Udførsel af Landbrugsprodukter, som i nogen Grad svarede til de Priser, vi maa betale for de indførte Varer. Stærkest har dette faaet sit Udtryk i den i Efteraaret 1917 vedtagne Smørlov. Vi er derved bragt i den ugunstige Situation, at man i Udlandet kan se Statens direkte Indgriben i Priserne og det derved kan have Udseende af, at det er selve den danske Statsmagt, som søger at drage Fordel af Udførslen. Jeg har her kun fremdraget det rent historiske For- hold og skal afholde mig fra ved denne Lejlighed at udstale nogen selvstændig Dom over Systemet. Det bør imidlertid ikke lades uomtalt, at den forsigtigst mulige Anvendelse af dette Princip er nødvendig, hvis man vil undgaa Misforstaaelser til Skade for den store Op- gave, som det skandinaviske Samarbejde paalægger os. , Finland. Endnu staar kun tilbage al omtale Vareudvekslingen med Finland. Det vil være bekendt, at en saadan er indledet. Allerede i Begyndelsen af Februar blev der stillet Fødemidler til Raadighed for den finske Rege- ring. Den første Ladning blev afskibe!, men naaede ikke længere end lil Stockholm, og denne Ladnings senere Skæbne er ukendt, idel det ikke vides, om hele Ladningen eller kun en Del deraf har naaet Finland. For at søge at tilvejebringe mere Klarhed i Forholdet, har Erhvervenes Fællesudvalg sendt Ingeniør Hjal- mar Lange til Vasa; vi har Efterretning om, al Inge- niør Lange er i Vasa, men har endnu ikke noget Re- sultat af hans Forhandling med Regeringen. Let vil det jo ikke blive for os blot tilnærmelsesvis al tilfreds- stille de finske Ønsker, og megen Uklarhed hviler over det hele Problem. Efter at Finland har optaget en Va- reudveksling med Tyskland, bliver Situationen yderli- gere kompliceret. Saa meget kan siges, at der i Dan- mark hersker stor Sympati for del finske Folks Skæb- ne, særlig knyttet, som vi er, lil de 10 pCt. af Befolk- ningen, der er svensktalende. Fremtiden. Et Tilbageblik paa Aarets Begivenheder har størst Interesse, naar der deraf kan drages Slutninger med Hensyn til Fremtiden. For den danske Industri ligger denne Fremtid i en tyk Taage. Mere end noget andet Erhverv her i Landet er Industrien raml af Krigens Vilkaar; faa eller ingen Industrier kan trives uden større eller mindre Tilførsler fra Udlandet. Udeblivel- sen af disse betyder Lammelse og Standsning af Er- hvervene. Kan vi nu regne med, al disse Tilførsler kan genop- tages som før Krigen, eller vil Freden og dens Vilkaar paa en eller anden Maade lægge Hindringer i Vejen? Jeg tænker ikke herved alene paa de store Vanskelig- heder, der er foi’bundet med de første Aar al skaffe den fornødne Tonnage, et Forhold, der i Forbindelse med de høje Fragter utvivlsomt vil gøre det vanskeligt for vort Landbrug hurtigt at genopbygge sin paa Ind- førslen af Raavarer etablerede særlige Landbrugsindu- stri. Jeg tænker meget mere paa den økonomiske Po- litik, som de krigsførende Lande vil gribe til for at genopbygge Samfundet og i størsi mulig Udstrækning vælte Byrderne over paa andre. Hvad der maa befryg- tes er, at vigtige Raavarer fordyres for os paa <?n saa- dan Maade, at Indførslen af de færdige Varer bliver billigei’e end Tilvirkningen af dem her i Landet. Dette kan tænkes at blive Tilfældet med saa vigtige Varer som Kul, der, selv om det kun er et Hjælpestof, for visse Industrier dog er af afgørende Betydning, eller for Raavarer som Jern og Staal, Copra, Hørfrø og me- get andet. Krigen har tilstrækkeligt lært os, hvad det vil sige gennem Skallerne al skulle yde Tilskud til de Indtægter, som Befolkningen burde kunne have gen- nem sil Arbejde. Et Danmark som et Landbrugsland med en arbejdsløs og forarmet Bybefolkning vil ikke mere kunne tænkes. Den Opgave, der da staar at løse for Industrien, kan blive saare vanskelig. I de krigs- førende Lande er Samfundet gennem alle Lag opøvet i Afsavn og Nøjsomhed. Dertil vil komme det uhyre Skattetryk og den heraf følgende Nødvendighed af ved nye Anstrengelser at overvælte Byrden paa andre Lan- de. Anderledes hos os. Under Krigen har vi vænnet os lil al øse af Statens Midler som af en uudtømmelig Rigdomskilde. Statsunderstøttelsen er sal i System, nu lil Slut karakteriseret ved en Bevilling af 10 Millioner Kroner til Demoralisation af de hidtil selvslændige Husmænd og Haandværkere. Den Letsindighed, hvor- med Regering og Rigsdag ustandseligt bevilger nye Millioner, har sat sig en mærkelig Frugt i Bevillingen af et ukendt Antal Millioner lil et overordentlig stort Antal nye Privatbaner, som vi for Tiden ikke har Brug for, og som vi i hvert Fald ikke har disponible Midler lil at bygge. Den Aand, der i Krigens første Aar karakteriseredes ved Begrebet »Gulasch«, og som siden, haaret af Børs- spekulationen, har bredt sig i stedse videre og videre Kredse, truer nu ogsaa Industrien. Det er ikke mange Dage siden, at der paa en Generalforsamling i Aktie- selskabet Carl Lunds Fabriker af en Aktionær, en Over- retssagfører, fremsattes en Udtalelse, der ifølge Aviser- ne lød som følger: »Der bør lages Hensyn til Aktio- nærerne, som har købt til høje Priser og ikke kan nøjes med 10 pCt.« Hermed søgtes begrundet et Krav om væsentlig større Udbetaling. Man vilde tvinge Besty- relsen lil al formindske Henlæggelserne og udbetale mere til Aktionærerne. Industrien er af mange Grun- de henvist lil at opbygge sin Virksomhed under Form af Aktieselskaber. Det er i de færreste Tilfælde, aE de større Virksomheder kan eksistere som enkelt Mands Ejendom. Dertil kræves der for store Kapitaler; men Forudsætningen for, al Industrien kan irives paa disse Vilkaar er, al Aktionærerne opfatter sig som Medejere af Virksomheden, ikke som Virksomhedens Kredito- rer. Gør man Aktieselskaberne lil Spilleobjekter og be-