Kunsten at Slukke Ildebrande
med stadigt Hensyn til Kjøbstæderne og Landet
Forfatter: P.I. Minstrup
År: 1858
Forlag: Thieles Bogtrykkeri
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 59
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
9
følger at disse blive kolde og altsaa til Kul der som bekjendt
ere porøse og vandsugende, naar derfor Nedsvalingen er fore-
gaaet bliver en yderligere Portion Vand siddende i samme
som gjør, at de ikke kunne tændes førend dette Vand er
fordampet og de igjen ere tørre. Vandets Virkning er saa-
ledes tredobbelt, men vel at mærke, kun naar det kommer
som en samlet og kraftig Straale, er dette ikke Tilfældet kan
Virkningen blive lige den modsatte, og det er vigtigt at lægge
Mærke hertil og til det som da fleer. Antag at vi have en
stærk brændende Ild f. Ex. en Bunke Brædder og der sprpites
paa den uden Plan og Orden, idet, som man ofte seer,
Straalen fores fra længere Afstand i en Bue saa den falder
fra oven ned i Baalet, mutigen endog opløst i Draaber saa at
Vandet kommer ned som en Regn uden Sammenhold, saa
vil man for det Første kunne indste, at ingen af de ovenfor
anførte Virkninger kunne finde Sted, da en stor Deel af
Vandet vil være fordampet maaflee inden det naaer Ilden,
og dette er endda ikke det værste, men naar en Vanddraabe
rammer en Glød, og den ikke er istand til at slukke Gløden,
saa vil denne decomponere Vanddraaben, det vil sige den
oplyser Draaben i sine Bestanddele og disse ere deels brænd-
bare deels ildnærende. Vandet bestaaer nemlig af to Grund-
stoffer som begge ere Luftarter og kaldes, den ene Ilt, Suur--
stof eller Oxygen; den anden Brint, Vandstof eller Hydrogen.
Ilten er ikke brændbar men den er ildncereude og vedlige-
holder Forbrændingen, Brinten er derimod brændbar og
meget let antændelig. Virkningen er nu den, at naar det
paasprhitede Vand ikke er nok til at gjennemtrcenge den gls-
dende Kulmasse det rammer, saa deler Vandet sig i Brint
som tændes, og i Ilt som vedligeholder Forbrændingen i en
Portion Kul, man har derfor istedetsor Ildens Slukning, en
endnu stprre Mængde Ild. Et practisk Beviis herpaa kan
sees hos enhver Smed, kastes en Spand Vand paa hans
Ild vil den flukkes, men stænkes den med Essekosten vil den
umiddelbart efter blusse med stærkere Lue end forhen.